Heidi's univers/fat2fab

Har nu været på Neurokirurgisk Afdeling  og ja, selvom jeg havde Louise med som bisidder, så er jeg lettere forvirret i mit lille hoved.

Men, hovedkonklusionen er, at jeg skal ikke opereres. Det mente han ikke var tilrådeligt, da min førlighed ikke er i fare og rygmarven ikke på nogen måde er i klemme. Jeg har nerver/nerverødder i klemme.

En operation ville blive en stivgørende operation af 6. og 7. halvhvirvel, da det er den der er den store og den der åbenbart klemmer på nerverne. Men da jeg har 3 andre diskusprolapser der ligger mellem c6/c5, c5/c4 og c4/c3, altså lige op over og i forlængelse af den store, så vil en stivgørende operation belaste de 3 prolapser yderligere og give mig problemer.

Hovedformålet med operationen ville være at fjerne generne fra nakken og ud i højre arm, men det vil ikke fjerne alle mine gener og smerter og der mente han, at risikoen var for stor i forhold til hvad jeg ville få ud af det. Men havde min førlighed været i fare, så havde der ikke været noget at betænke sig på.

Desuden har jeg nogle for min alder ret udtalte forandringer i nakken, altså sagt på en anden måde, jeg er for ung til at have forandringer i den grad. Men han kunne ikke sige om det var forstadie til slidgigt eller direkte slidgigt, det skal den speciallæge som har henvist mig svare på… han er så også reumatolog, så det kan han nok også godt.

Så det hele handler om genoptræning, at skal jeg have det bedre og mindsket gener, så bliver det genoptræning, men er der ingen garanti for at jeg bliver helt 100% god igen. Louise spurgte om jeg ville være i stand til at passe et fuldtidsjob, men det kunne han jo så ikke svare på, men han mente ikke, at det at jeg ikke kan opereres, er det de ligger til grund for om jeg kan arbejde eller ej.

Neurokir. Afd. sender svar og en konklusion til speciallægen og jeg vil så blive kontaktet af ham omkring hvad der så videre skal ske. Det må jo så være ham der sætter genoptræning i værk via kommunen…. sådan forstod jeg det i hvert fald.

Jeg har det bare sådan nu, at jeg er helt rundtosset og jeg aner ikke hvordan det stiller mig overfor kommunen. For selvom jeg ikke kan/skal opereres er jeg jo ikke fit for fight. Jeg har jo stadig smerter og problemer, min hverdag hænger stadig ikke sammen, jeg kan stadig ikke lave ret meget i hjemmet uden jeg skal lægge mig ned og hvile mig.

Jeg ved godt man ikke skal snakke højt om sådan noget, om man mon fejler noget mere, men jeg tænker bare på hvad hulan der er galt når hele min krop smerter når jeg har lavet noget. Jeg kører hurtigt træt både fysisk og psykisk, jeg får ondt i knæ, ankler, lænd, albuer… har det nærmest som når man har ondt under en influenza. Jeg har haft smerter så længe nu at der skal ingenting til før jeg for ondt… er jeg bare blevet pivet eller hvad?

Men faktum er, at jeg kan være dage om at restituere ovenpå fysisk og psykisk aktivitet… og jeg har haft det sådan i et par år nu.

Så nu er jeg for alvor nervøs for kommunen, men må vel bare vente på at jeg hører noget fra speciallægen så jeg har noget helt konkret at give dem. Jeg kan ikke andet nu end bare at informere om, at jeg skal ikke opereres og at jeg afventer fra speciallægen… men puha… nu frygter jeg da virkelig  hvad de finder på…. ryger mine sygedagpenge mon?

P.s. Blev i kampens hede så befippet, at jeg glemte at bede om aktindsigt…. så er det da godt jeg altid kan ringe derover eller sende en mail.

Så blev det endelig 10. marts 2010 og endelig dagen hvor jeg skal til undersøgelse på Neurokirurgisk Afdeling, OUH, og have undersøgt min nakke og forhåbentligt have svar på om jeg skal opereres eller ej.

Jeg er sindssygt nervøs! Men jeg er også nogenlunde fattet og afklaret med, at udfaldet kan blive enten det ene eller det andet, altså enten operation eller ikke.

Faktisk, så håber jeg, at jeg kan få det bedre uden operation og kun med genoptræning. Er ikke ret meget for at skal i narkose og under kniven, er faktisk hundeangst for at komme i narkose igen.
Men jeg er også godt klar over, at det meget vel kan være sådan at jeg slet ikke kan opereres  selvom det kunne have bedret det hele. Der er så mange  faktorer der spiller ind, men det er kompetente mennesker jeg skal i hænderne på, så jeg stoler fuldt og fast på deres konklusion af det hele. Og siger de operation og chancerne er gode, jamen, så siger jeg da selvfølgelig ja… også selvom jeg ikke er meget for det med narkosen.

Det skal nok gå alt sammen, det bliver helt rart at konklusionerne og beslutningerne bliver taget fra mig et øjeblik og det er fagfolk der skal vurdere. Ja, jeg ved godt, at jeg skal indvillige i operation hvis det er, men jeg har jo gået rundt med ikke andet end spekulationer og gætværk de sidste mange mange uger, så det bliver så godt, at det er en læge der skal sige, at sådan ligger landet, vi kan gøre det og det… Det fjerner faktisk lidt af det pres jeg føler fra kommunens side.

Min veninde Louise har tilbudt at tage med som støtte og bisidder og det er jeg glad for. Havde faktisk ikke engang selv tænkt den tanke før Betteskov i går skrev i en kommentar, at det var måske en god ide at tage et ekstra par ører med. Det kan også være det kan dæmpe min nervøsitet lidt, har det virkelig som om jeg venter på knald eller fald.

Det er nærmest sådan en deadline jeg har ventet på og det bliver fandeme godt at få udløst spændingen… uanset hvad udfaldet så bliver.

Så kryds fingre for mig…kryds fingre for, at jeg i det mindste får en eller anden form for afklaring i dag.