Sådan sad jeg faktisk og sagde til min dejlige veninde S, under vores brunch i Bilka i formiddags. Det er typisk os, vi diskuterer alt uden at blive flove… men vi griner meget. Og ja, samtalen i formiddags var ingen undtagelse, som altid var den faldet på børn, mænd og sex.
S har 5 dejlige unger, men hendes nye mand har ingen og hun fortalte igen om, at hun godt kan mærke, at hendes mand ønsker sit eget barn. Ja, han holder af hendes skønne børn, men hans æggestokke – som hun sagde – bimler altså ret højt. S har det faktisk lidt skidt med det, for hun er steriliseret og ønsker faktisk ikke flere børn, men hun kan godt forstå sin mand. Og så var det, at det røg ud af mig, at hun måtte da godt få et par af mine æg hvis det var. For hvad skal jeg bruge dem til?
Og ja, det mener jeg seriøst. Hvad skal jeg bruge alle mine æg til? Jeg har jo et rodet liv, ikke en skid styr på mig selv, jeg har en dårlig økonomi, jeg har ingen mand at dele mine gener med…og ja… jeg bliver altså 38 næste gang. Udsigten til at jeg selv får brug for mine æg er altså ikke særlig stor.
Faktisk, så er jeg rigtig rigtig ked af, at det er sådan. At der er en stor mulighed for, at jeg aldrig nogensinde bliver mor og det simpelthen fordi jeg måske aldrig får overskud til at have et barn… og da slet ikke alene. Det har jeg da indset… efterhånden.
Der er heller ingen der siger jeg nogensinde møder ham jeg skal have børn med. For hvem vil egentlig dele sit liv med sådan en som mig? Og hvis jeg overhovedet møder ham som vil dele sit liv med mig, så kan det jo godt være det er for sent for mig… altså at udløbsdatoen for mine æg er overskredet for længst.
Jeg ved godt jeg har skrevet om det her før, men det rumsterer meget i hovedet på mig for øjeblikket. Jeg synes jeg ser gravide maver, babyer og små børn over alt og det er ved at drive mig til vanvid. Jeg ved godt, at man sagtens kan få et godt liv uden børn og at det måske er meningen, at jeg aldrig skal have nogen. Men det fylder rigtig meget, især fordi det er så mærkeligt uafsluttet, fordi jeg stadig er i den fødedygtige alder, fordi muligheden stadig er der.
Men jeg tænker meget over, at jeg da nok aldrig finder en mand der har lyst til at leve med mig end sige tænde på mig med alt det jeg render rundt med af ting og sager. At jeg også er så stor som jeg er, gør jo heller ikke tingene bedre.
Men det skræmmer mig også… altså alt det med mænd. Så ham der skal rende af med mig, skal saftsuseme være forstående og sætte sine egne behov lidt i baggrunden til jeg er tryg og tør åbne op, som kan acceptere at være den stærke når jeg i perioder er den svage og også acceptere, at jeg i perioder kan være stærk og dominerende… og kan mænd det? Findes der virkelig sådanne mænd? Jeg aner det ikke og jeg tror slet ikke at jeg tør finde ud af det… selvom jeg også har behov…. og faktisk rigtig gerne vil have mig en kæreste og på sigt en partner at dele vasketøj, opvask og skænderier med.
Og ja, så længe jeg ikke kan finde ud af det med det andet køn, så får jeg da slet ikke brug for mine æg. Og det er skide sørgeligt at det er sådan i en alder af snart 38 år. Derfor mit uigennemtænkte udbrud og tilbud til min veninde i dag. Hun troede nok jeg jokede, hvilket jeg da også gjorde, men faktisk var der alvor og en masse tristhed bag mine ord… for jeg har mange æg, jeg får nok bare aldrig noget at bruge dem til.
Det er ret absurd, at jeg for snart 2 år siden brugte så meget tid og energi på at blive udredt for PCOS og fik at vide, at jeg har ægløsning og har store chancer for at blive gravid af naturlig vej, når jeg stadig ikke har noget at bruge mine æg til. Jo, det var da rart at få det afklaret hvis nu såfremt i fald der skulle komme en mand dumpende forbi, men i dag er jeg faktisk ked af, at jeg ved jeg kan styre min egen fertilitet (rent kost og vægtmæssigt) når jeg stadig ikke har noget at bruge den til.
Det kan da virkelig ikke passe, at jeg aldrig får familie, men skal leve alene resten af mit liv. Er det virkelig det der er meningen med mit liv?
Jeg ved godt, at jeg “kun” bliver 38 næste gang, det er såmænd heller ikke min alder jeg har noget i mod. Jeg ved også godt at mange får børn når de er over 40, så det kan jeg jo også godt. Men følelsen af, at det nok aldrig bliver til noget fordi jeg nok aldrig finder/får ham der skal dele gener med mig, det sidder dybt i mig.
For som jeg hele tiden tænker, hvem fanden vil kunne elske sådan en som mig med alle de issues jeg har?
Sorry, det er et meget forvirrende indlæg, jeg ved det… kan godt forstå hvis ingen forstår hvad det egentlig går ud på.
P.s Det her er et meget personligt indlæg, så jeg svarer nok ikke på kommentarer.
Jeg har ikke skrevet det fordi jeg vil ynkes eller noget, men fordi jeg bare har brug for at få noget luft. Jeg synes det er så tabubelagt at tale om de ting, derfor tager jeg tyrene ved hornene og snakker ærligt ud af posen.
Jeg håber I vil respektere, at jeg ikke svarer på nærgående spørgsmål.
3. september 2010 kl. 9:26
Nye kommentarer