For det første lykkedes det mig for første gang at nævne de positive ting (og ting der var blevet bedre) der var sket siden sidst først. Det har jeg ikke kunnet i rigtig lang tid. Nævnte altid det negative først og at der ikke var sket noget positivt eller at noget var blevet bedre… ikke før jeg pludselig kom i tanke om det. Fik så sidste gang til opgave, at jeg skulle dele mine oplevelser op i positive, neutrale og negative og så fokusere på de positive ting [...]]]> Jeg har været ved psykolog i dag og jeg er helt høj efter den omgang. Det var bare så gennempositivt for en gangs skyld.

For det første lykkedes det mig for første gang at nævne de positive ting (og ting der var blevet bedre) der var sket siden sidst først. Det har jeg ikke kunnet i rigtig lang tid. Nævnte altid det negative først og at der ikke var sket noget positivt eller at noget var blevet bedre… ikke før jeg pludselig kom i tanke om det. Fik så sidste gang til opgave, at jeg skulle dele mine oplevelser op i positive, neutrale og negative og så fokusere på de positive ting og forandringer når jeg skulle fortælle… og det lykkedes mig, hvilket jeg er umådeligt stolt over.

Der er stadig meget der kokser i mit liv pga. sygdom osv., men jeg synes jeg langsomt er ved at blive bedre til at prøve at fokusere på noget positivt, også selvom jeg måske har en virkelig dårlig dag. Mit søvnmønster er stadig lige fucked up, men selvom det er der, så har jeg fundet nogle ting som hjælper mig til at slappe af. Havde fået til opgave at prøve mindfulness af, bl.a. både til at falde til ro på om aftenen inden jeg skulle sove og så som smertelindring i løbet af dagen. Det har jeg bare ikke kunne få til at fungere overhovedet. Til gengæld har jeg fundet ud af, at jeg har stort udbytte af at ligge og lytte til musik når jeg går i seng. Max en time og så lægge det fra mig og så prøve at sove. Det kan faktisk få mig til at geare rigtig meget ned. Så jeg har nu Wimp (er telenor-kunde) installeret på både mobil og pc og bruger det flittigt. Prøvede ellers først Spotify, men ikke om jeg vil betale 99 kr om måneden for at have det både på mobil og pc når jeg kan få Wimp til 49 kr og stort set det samme musik. Så indtil videre er det Wimp jeg kører med og som jeg ligger og lytter til i min seng hver aften.

Fik ros af min psykolog for at have afprøvet mindfulness og for at have fundet min egen måde med musik. Vi snakkede frem og tilbage om, at jeg har lange perioder hvor jeg sover ekstremt dårligt, men jeg fik generelt ros for, at jeg arbejder på at tage mit søvnmønster som det er og ikke stresse over det. At jeg lytter til kroppen og ikke prøver at gennemtvinge at jeg skal partout sove når jeg ikke kan, for det vil bare stresse mig endnu mere. Vi snakkede også om at prøve nogle søvnteknikker senere… når de håndværkerne der arbejder nede i gården ved det byggeri han har klinik i er færdige med at larme og forstyrre.

Det er ret svært at gengive præcis alt det vi talte om, men jeg fik også ros for, at jeg er stoppet med min kolesterolmedicin og at jeg har omlagt min kost, at jeg bestræber mig på at lave sund aftensmad hver dag uanset hvordan jeg har det og at jeg  har droppet alt slik og junk (har så spist en enkelt chokolademuffin da jeg var på Baresso i fredags, men det er også alt). Han roste mig også for, at jeg stod fast overfor min læge og ikke ville tælle kalorier eller gå på vægtvogterne, men at jeg i stedet lytter til min krop. Som jeg forklarede ham, så kunne jeg ikke se logikken i at stresse min stressede krop endnu mere ved at gå på regulær slankekur. Det må da være mere fornuftigt at spise noget ordentligt og sund mad og så lade kroppen klare tingene i det tempo den kan… og da især nu hvor jeg ikke kan motionere og er dårlig hver og hver anden dag.
Så jeg er virkelig glad for, at han bakker mig op i min beslutning. Selvfølgelig er det ikke sundt at veje 130 kg, det ved jeg godt, men det kan heller ikke være sundt at jage med kroppen for at opnå et hurtigt vægttab. Så de ti kg min læge synes jeg skal tabe i første omgang skal nok ryge af med tiden… det bliver så bare ikke lige på 2-3 måneder.

Ellers talte vi om min fremtid, om hvad jeg skal prøve at fokusere på. Det er dog lidt svært når min konsultation hos speciallæge er om en måned og jeg først da har nogenlunde styr på hvad jeg fejler og har af diagnoser. Det er så også noget min psykolog er enig med mig i, at det vil blive nemmere at få noget fokus når jeg ved hvad jeg har at rette mig efter. Men han synes nu alligevel jeg skal tænke noget mere over hvad jeg gerne vil med min fremtid og især tænke over hvad for kreative evner der skal bruges energi på – fx som at skrive og fotografere, to ting jeg længe gerne har villet. Det vil være godt for mig at prøve at visualisere og det vil også være med til at hjælpe mig med at få fokus lidt væk fra sygdom og dårligdom osv. Lige nu handler mit liv jo mest om at overleve, så jeg skal prøve at visualisere at få noget livskvalitet ind i livet trods sygdom.

Jeg gik fra min psykolog i dag med en god portion ro indvendigt og med en stor forvisning om, at jeg er virkelig på rette vej med flere ting, at jeg tackler nogle ting helt rigtigt i forhold til hvem jeg er og hvordan jeg er skruet sammen. At jeg tager nogle beslutninger som er gode for mig og ikke baseret på hvad andre mener jeg skal osv. At jeg tager ansvar og passer på mig selv og min krop… og især lytter mere til min krop. Bevares, jeg er ikke verdensmester endnu, er du tosset, jeg har stadig dage hvor alting er noget helvedes lort og jeg er dybt ked af det og i tvivl om alting, men alt i alt, så går det altså den rigtige vej og det er så rart at blive bekræftet i det.

Så ja, jeg er nok lidt selvfed i dag… men helt ærligt, det skal man sgu have lov til at være en gang i mellem.

P.s.
En hurtig update omkring mine ben og kolesterolmedicinen.
Jeg har nu været af Crestor i 14 dage og den eneste forskel jeg kan mærke er, at jeg ikke har så stærke smerter i mine ben om natten mere, jeg kan stadig mærke dem, de er stadig ømme og urolige, men det er slet ikke så slemt som før. Det er så i sig selv rigtig positivt, men ud over det kan jeg ingen ændringer mærke. Jeg har stadig de samme problemer som før jeg stoppede med kolesterolmedicinen og jeg får stadig lige ondt, trapper er stadig ved at tage livet af mig og jeg kan stadig ikke gå ret meget eller ret langt osv. osv.
Men jeg håber at det kan bedre sig endnu mere, har lovet mig selv at give det tid indtil jeg skal til Isager, har det ikke bedret sig mere da, så må jeg finde ud af hvad jeg så gør, evt. søge hjælp til hjælpemidler. Men som sagt, jeg håber stadig på bedring.

Egentlig er det ikke så svært at forklare og faktisk er det ikke noget jeg skal være flov over, selvom jeg i mandags blev virkelig pinligt berørt. Som alle andre syge, så går meget min tid med at hvile. Det er nok noget af det absolut vigtigste. At [...]]]> Det spørgsmål blev jeg stillet, da jeg for en uge siden var ved min læge og søgte hjælpe til mine smerteproblemer og mine problemer med at gå. Spørgsmålet kom helt bag på mig og jeg anede faktisk ikke hvad jeg skulle svare, for hvad får jeg egentlig tiden til at gå med nu jeg ikke kan så meget mere og ikke er så aktiv?

Egentlig er det ikke så svært at forklare og faktisk er det ikke noget jeg skal være flov over, selvom jeg i mandags blev virkelig pinligt berørt. Som alle andre syge, så går meget min tid med at hvile. Det er nok noget af det absolut vigtigste. At jeg får hvilet når kroppen siger den vil det. Derfor tager de ting jeg får lavet her i jordhulen også længere tid end normalt, for jeg er nødt til at holde mange pauser ind i mellem og selvom jeg gør det, så får jeg alligevel ikke lavet ret meget. Det normale raske mennesker kan være en halv time om at få gjort, kan jeg være 4-5 timer om…. og nej, det er ikke fordi jeg bare er langsom. Og nej, det er heller ikke fordi jeg er doven.
Det kan så også ses på hjemmet at jeg ikke kan det jeg har kunnet, noget som jeg har svært ved at vænne mig til, men jeg er blevet en smule bedre til det og i stedet være glad når jeg en dag får lavet bare lidt mere end de andre dage.

Jeg bruger også meget tid foran tv’et og computeren, det er min kvalitetstid og nej… det er ikke helt det samme som at hvile sig. Når jeg skal hvile mig, er jeg nødt til at lukke pc’en, slukke for musik og tv og så ligge mig ned under min dyne i min seng. Ellers får jeg ikke ro i hovedet eller i kroppen. Før i tiden var det at hvile sig og slappe af det samme som at stene tv eller stene Facebook, det er det ikke mere, dog bruger jeg det som pause når jeg laver noget, så sidder jeg måske lige en halv time inden jeg går i gang igen.
Facebook er min livline, det er min sociale kontakt nu jeg ikke kommer så meget ud, men det koster også kræfter hvis jeg sidder for lang tid af gangen, så tåger hovedet og jeg bliver udmattet. Så det må jeg nogle dage også hvile mig fra. Jeg har fået lært mig selv, at jeg skal gå offline når jeg lægger mig, det at være på hele tiden kan også stresse.

Jeg bruger lang tid om morgenen på at vågne og få kroppen og hovedet i gang, få min morgenmad og overleve den værste morgensløjhed. Det kan der snildt gå et par timer eller tre med. Så klokken kan ofte være omkring 11-11.30 inden jeg overhovedet så meget som tænker på at der skal tømmes opvaskemaskine, renses kattebakke eller hvad det nu lige er der skal gøres. Det er også derfor jeg er så forbandet dårlig til aftaler om formiddagen, jeg skal helst ikke have aftaler før tidligst kl. 11 ellers kan jeg slet ikke fungere.

De nætter hvor jeg ikke kan sove – dem har jeg desværre alt for mange af – står jeg som regel op sent om formiddagen og så kan hele dagen godt være mere eller mindre afsat til at sumpe.

Nogle dage er jeg nødt til at sove om eftermiddagen, ofte 1-2 timer. Jeg kan aldrig sige hvornår det rammer mig, nogle uger er det hver dag jeg har behov for at sove, andre uger er det måske kun 3 gange . Det kommer meget an på hvor aktiv jeg har været i løbet af formiddagen, hvordan jeg har sovet, hvor aktiv jeg har været dagen før, om jeg har en dårlig dag eller en rigtig dårlig dag. Nogle dage kan jeg nøjes med bare at hvile, andre dage sover jeg stort set hele dagen væk.

Der er nogle faste ting jeg fastholder mig i at jeg skal hver dag, nemlig fodre katte, rense kattebakke, sætte i opvaskeren og tømme den og lave noget ordentlig mad. Det er ikke altid jeg får gjort andet end at fodre katte og ordne deres bakke, men jeg bestræber mig på  – uanset hvor dårlig jeg er den dag – at få gjort de ting. Det lyder ikke af meget, men det er meget for mig, for alene det at tømme opvaskemaskinen kan koste mig enorme kræfter.

Vasketøj, besøg, ture ud af huset og selv et bad skal planlægges, for det er også noget der koster på kræfterne. Jeg skal kalkulere med, at det kan gøre jeg ligger syg et par dage bagefter, et bad er dog ikke helt så slemt, men det kan godt trække tænder ud og jeg skal virkelig tænke mig om hvis jeg går i bad samme dag som jeg skal ud af huset fx. Så skal jeg indregne minimum en times pause efter badet før jeg skal ud af huset… og nogle dage kan selv det ikke være nok og jeg går totalt omkuld når jeg kommer hjem.

Det har taget enormt meget af presset at jeg nu får leveret mine varer fra osuma.dk, de kræfter jeg før brugte på at handle ind 2-3-4 gange om ugen kan jeg nu bruge på noget andet og den sidste uge har jeg brugt mange kræfter på at lave ordentlig aftensmad, noget som jeg faktisk er rigtig stolt over og som jeg kæmper for at holde fast i.

Jeg har nogle småprojekter jeg har gang i her hjemme, mit soveværelset jeg er ved at rydde op i og gøre rent  – det har jeg været i gang med i 14 dage – et spisebord der skal ryddes og hvor der skal skiftes dug, en altan der skal ryddes op på og gøres forårsklar. Sidstnævnte kommer nok også til at tage mig en måneds tid med det tempo og de kræfter jeg har, men jeg forsøger at tage bare lidt ad gangen. Og nåh ja, så skal badeværelset jo også lige have en overhaling bare en gang i mellem og der skal også støvsuges fra tid til anden… det kan også tage sin tid at få det gjort.

Jeg vil ikke lade mig presse og knokle på, for der er andre ting der er vigtigere jeg har energi til, mine katte, min madlavning og min personlige pleje – som nogle dage godt kan lide under jeg har smerter og er udmattet.  Jeg er kun mig til at gøre tingene, så de ting jeg ikke har energi til, de må bare vente. Det er vigtigere at jeg har det bare nogenlunde hver dag, hygger mig hver dag (og slipper for at maven går amok og slipper for at nakken og skulderen begynder at skabe sig) og kan komme ud når jeg desperat for brug for det og veninderne vil ses med mig eller når jeg har en tid hos lægen, psykologen, tandlægen, kosmetologen eller frisøren.

Så hvad får jeg tiden til at gå med? Alt og intet, som I nok kan se. Hovedsageligt får jeg tiden til at gå med bare at være og have en nogenlunde dag uden for mange smerter og for megen udmattethed. De dage hvor jeg har det rigtig rigtig dårligt handler det bare om at overleve. Og så bruger jeg rigtig meget tid på at ikke køre på så jeg bliver straffet flere dage efter.

Det lyder nok som et afsindigt kedeligt og ensformigt liv, det er det også. Det ER kedeligt og ensformigt at være syg, især når man ikke engang kan finde energi til sine interesser. Men når man har presset sig selv så mange gange at man bare er blevet mere syg af det, så lærer man altså på den hårde måde at sætte sin krops behov først. Ja, det er skide svært når hovedet gerne vil noget andet, når man trænger til selskab, savner en shoppetur, savner at være sammen med veninderne og sågar savner noget så basalt som at gå en lang tur. Men når kroppen ikke vil være med til det, så er den bare ikke længere.

Jeg skal gerne være den første til at indrømme, at jeg har mange dage hvor jeg synes det hele er røv og nøgler, hvor jeg savner at se folk, savner at være noget mere aktiv, savner at kunne tingene selv og de dage er rædselsfulde. For det går så hårdt ud over humøret og jeg kan blive voldsomt ked af det liv jeg har. Men når jeg så endelig har en dag hvor jeg har knapt så mange smerter og er knapt så udmattet, så er jeg alligevel glad for, at jeg ikke bare har kørt på, men har taget tingene med ro og lyttet til min krop… og at jeg på de mindre dårlige dage ikke bare knokler løs.

Selvfølgelig kommer jeg stadig til at overgøre tingene, det gør jeg nemt når jeg ikke aner hvad kroppen kan klare en given dag, men jeg synes selv jeg er blevet lidt bedre til det… jeg skal så bare lige lære også at lytte mere til min egen indre stemme og ikke til andres når det kommer til resten af mit liv, hvad jeg skal gøre for min krop osv osv. Det kniber det nemlig gevaldigt med.

Så ja, det er det jeg får min tid til at gå med… alt efter hvad dag det så lige er… om det er en dårlig dag eller en rigtig dårlig dag. Gode dage er der yderst sjældent, hvis gode dage er uden udmattethed, energiløshed og smerter. Men forhåbentlig kommer der gode dage igen.. kan jo håbe det at jeg er stoppet med min kolesterolmedicin og spiser sundt kan hjælpe bare lidt på smerterne i benene og mine knæ og jeg så kan få gode dage på den konto.

P.s. ikke sikkert jeg svarer på kommentarer

Det er en totalt uholdbar situation jeg er endt i og ja, i mandags var jeg [...]]]> Når man i tilpas lang tid har været plaget af ekstrem udmattethed, smerter og især smerter i benene der gør man ikke kan gå ret , så bliver man lettere desperat og er parat til at prøve hvad som helst for at få det bare lidt bedre. Sådan har jeg det i hvert fald. Det har bare eskaleret de sidste par måneder og jeg er seriøst ved at give helt op. Det eneste positive er, at mit blodtryk er faldet (det diastoliske er stadig for højt) og at mit kolesteroltal er normalt, begge dele pga. medicin.

Det er en totalt uholdbar situation jeg er endt i og ja, i mandags var jeg en tur ved læge for at snakke med ham om de nye problemer der er kommet til. Første synder i alt det her er mine kolesterolpiller, dem mistænker han for at have en stor del af skylden for jeg har så skide ondt i mine ben. Kolesterolmedicin er nemlig kendt for at give muskel og ledsmerter. Så dem skal jeg holde pause med i 14 dage for at se om det kan give nogen bedring. Det håber jeg så at det gør, for jeg savner altså at få bare lidt søvn om natten og ikke vågne helt så meget bare fordi mine åndssvage ben gør pisse ondt.

Og nåh ja, så synes han da lige jeg skulle tage og tabe mig… bare ti kg. Det ville også gøre underværker. Jeg ved godt jeg er alt alt for fed, vægten er også steget med 5 kg siden jeg sidst var på vægten for gud ved hvor lang tid siden og ja.. det er sgu ikke smart at veje 130 kg og så have de skavanker jeg har. Jeg ved det godt. Jeg ved også godt, at jeg har ikke lige levet så sundt som jeg burde, det indrømmede jeg også blank overfor ham og jeg indrømmede den overspisning og trøstespisning der er en del af min dagligdag. Det chokerede ham vist, noget jeg ikke helt forstår, for jeg har før sagt, at jeg både overspiser og trøstespiser… og man kommer altså ikke sovende til så massiv en overvægt som jeg har… ikke at jeg sidder og praler. Tværtimod, skammer mig sgu over det.

Men jeg indvilligede i at gøre at forsøg på at tabe mig, også selvom motion er stort set umuligt for mig. Men kosten kan jeg jo ændre på. Så nu prøver jeg, eller jeg ikke kun prøver, jeg er gået i gang og vil gøre et ihærdigt forsøg på at tabe mig de ti kg han i første omgang har bedt om. Ikke for hans skyld, men for min egen, for hvis det nu kan hjælpe på de forbandede bensmerter og gøre at jeg kan få bare lidt mere gangfunktion, så har jeg jo ikke tabt noget.. andet end i vægt altså. Det vil også være en fordel i forhold til især mit blodtryk, som driller så forbandet meget.

Det er så ikke bare lige sådan at tabe sig når man næsten ikke kan bevæge sig og slås med så meget udmattethed, søvnbesvær, kropssmerter osv. Jeg har tænkt en del over hvordan folk i kørestol mon gør når de skal tabe sig, de kan jo heller ikke bare lige gå sig en tur eller gå i gang med at træne. Træning har jeg så fået forbud i mod, også at gå indtil mine bensmerter er bedret, men motionscykel, det synes min læge var en god ide. Jeg har så ikke lige sådan en og må lige lægge hovedet i blød hvor jeg kan benytte mig af sådan en uden at skal betale en formue for det. Jeg aner så heller ikke om jeg kan køre på motionscykel, men det må jeg finde ud af.

Lige nu forsøger jeg bare at holde mig til at spise ordentligt, holde mig fra mine hurtige fix og i det hele taget få noget nærende og sund mad…. og ikke mindst finde energien til at lave den. En ting er at spise ordentligt, den skal jo også tilberedes. Men jeg tog da første skridt i den rigtige retning i mandags, afbestilte hele bestillingen hos Osuma til om tirsdagen. Den var fyldt med alt for meget junk og nemme løsninger… også selvom der var en hel del frugt og grønt. Bestilte så en ny levering til om tirsdagen, udelukkende med sunde og gode ting og masser af frugt og grønt… og ingen slik, ingen junk, ingen bagerbrød, ingen nemme løsninger. Det er så ikke helt så interessant at åbne køleskabet, for gulerødder smager altså ikke som chokolade, men man kan vænne sig til meget. Især når jeg stadig har lidt laktosefri kakaomælk hjemme til at lindre den søde tand bare en smule.

Jeg håber virkelig jeg kan få vendt den her synkende skude og få noget bedring, for det er godt nok ikke særlig sjovt at være så udmattet, så træt, sove så dårligt, have så ondt osv. Det går så meget ud over ens hverdag og ens humør.. hele ens liv faktisk.  Selvom jeg igen er inde i en rigtig dårlig periode søvnmæssigt, så kæmper jeg for at få lavet mad fra bunden og ikke hænge i køleskabet hele tiden.

Så jeg prøver, det gør jeg virkelig. Jeg vil nemlig rigtig gerne have det bedre, for det er ikke noget liv det jeg har nu. Det er pissepinligt og totalt ydmygende at skal sidde og svare på hvad man får sin tid til at gå med, det er ydmygende at livet glider forbi en fordi man ikke kan være med. Det er ydmygende at føle sig totalt fed og færdig før man er fyldt 40. En ting er at være ramt af sygdom, men at have det sådan her som jeg har det, det er bare så demoraliserende. Så jeg vil gerne bedre tingene… også selvom det er pissehårdt fordi kræfterne er så små. Men det må kunne lade sig gøre, også selvom det bliver i et noget andet tempo end de andre gange jeg har tabt mig.

Jeg har ikke nogen tidshorisont på hvornår de ti kg skal være smidt, har en aftale hos min læge d. 21. maj og der håber jeg da at der bare er røget en smule af og  – ikke mindst – at jeg har det bedre i mine ben og føler mig bare bedre tilpas.

P.s. Ikke sikkert jeg svarer på kommentarer.

Jeg har lige været til kontrol af blodtryk, det var så hos sygeplejerske og ikke hos min læge (som jeg faktisk troede), men ja… det var også i orden. Hun spurgte til hvordan det går, sådan som man jo altid gør og ja, jeg var ærlig og sagde det gik skidt. I [...]]]> Jeg føler virkelig efterhånden, at alt hvad der kommer ud af min mund er en stor klagesang. At selv når jeg skal forklare hvordan det går, så lyder det som en historie fra de varme lande med enormt meget overdrivelse lagt oveni, for der er sgu da ikke nogen der kan have det så dårligt og så stadig stå oprejst.

Jeg har lige været til kontrol af blodtryk, det var så hos sygeplejerske og ikke hos min læge (som jeg faktisk troede), men ja… det var også i orden. Hun spurgte til hvordan det går, sådan som man jo altid gør og ja, jeg var ærlig og sagde det gik skidt. I selv samme sekund fortrød jeg, at jeg havde sagt sådan, for nu kom klagesangen. Jeg fik så sagt ganske lidt, forsøgte at holde det på et minimum, men jeg sad faktisk og begyndte at blive lettere panisk og angst… og sådan er jeg virkelig begyndt at få det når jeg skal forklare hvordan jeg har det.

Det er så skide svært at finde en balance i  hvor meget man skal fortælle når folk spørger og endda spørger ind. Jeg har så svært ved at finde ud af hvornår det lyder af for meget piv og brok. Ikke at jeg vil pive og brokke mig, men det føles bare sådan når det meste af det der sker i ens liv rent faktisk er sygdom og forværring.

Jeg fik bestilt en tid til min læge til på mandag, da jeg har en del jeg skal have snakket med ham om… især om forværring, mine bensmerter, det at jeg ikke kan gå mere osv, men puha… jeg må sgu indrømme, at jeg allerede nu er ved at blive panisk.
For hvordan får jeg lige sagt alle de ting der er vigtige uden at lyde som en syg med syg på? En som bare vil være syg og have opmærksomhed?

Hvordan får jeg det lige bedre med mig selv og med at sige tingene som de rent faktisk er… og ikke skamme mig over det og ikke tænke over hvad andre tænker?

Jeg tror det handler om min egen selvaccept, at jeg indser og accepterer, at tingene er sådan som de er lige nu, at det er lort med lort på, men at det nødvendigvis ikke behøver at være sådan altid og i fremtiden. Ja, jeg er pissebange for fremtiden, ja jeg er pissebange for at jeg aldrig får overskud til sjov og kærlighed i mit liv. Jeg er i det hele taget pissebange for at leve efterhånden og jeg er virkelig bange for at tingene aldrig bliver bedre. Ja, det er en negativ spiral, jeg ved det, men det er skide svært at opretholde den positive tankegang når det så længe bare er gået ned ad bakke selvom jeg har prøvet at være positiv og gøre noget godt for mig selv, holde mig selv og min krop i gang.
Så det kan da godt være, at det er alt det der smitter af når jeg siger noget og forklarer noget.. når jeg prøver at fortælle hvor galt det rent faktisk står til.

Selvfølgelig sker der også lidt positive ting i mit liv, fx når jeg endelig ser veninderne og får nogle gode input… måske skal jeg starte med det for efter tiden? Sige de positive ting først og så de negative? Vil det mon få mig til at føle mig mere troværdig?

Jeg vil bare så gerne slippe af med følelsen af at lyde som en klagesang. Nu har jeg jo fået hul på mine følelser, også udadtil… nu mangler jeg bare at føle mig ok med at sige hvorfor der er gået hul når folk spørger… og føle mig ok med at sige det går skidt når folk spørger hvordan det går…

P.s. Ikke sikkert jeg svarer på kommentarer. Indlægget er mere ment som spørgsmål til mig selv.