Man kan ikke se på mig jeg er syg eller at jeg har ondt. Det [...]]]> Jeg er gal på min krop. Gal, fordi den gør ondt og jeg ikke helt ved hvorfor. Gal, fordi jeg ikke kan det jeg gerne vil. Gal, fordi jeg er så frustreret over at ikke vide hvordan jeg skal få det bedre.

Man kan ikke se på mig jeg er syg eller at jeg har ondt. Det er usynligt for andre og udadtil ser jeg ud som om jeg er en ganske almindelig overvægtig (fed) snart 38-årig kvinde med lidt sære tendenser. Ja, ok, det er nok lidt hårde ord om mig selv, jeg bliver nok bare set som en snart 38-årig kvinde der har vægtproblemer og ellers er helt normal og sund og rask.

Åh ja, gid det var så vel. Gid jeg “bare” var en med vægtproblemer. Det havde da været til at leve med og forhåbentlig havde der været overskud til at gøre noget ved det. Men jeg lever jo med mange andre problemer der ligesom overskygger det at jeg vejer alt for meget. Nogle ting er der sat navn (diagnose) på, andre ikke. Noget ved jeg hvad er, andet ikke… men det er der alligevel.

Jeg har efterhånden affundet mig med, at jeg har de psykiske problemer jeg har. At jeg har perioder med megen angst eller depression. At jeg er psykisk sårbar, ikke tåler stress og ikke har så mange psykiske ressourcer som normale mennesker har. (Har før gennemgået mine diagnoser)
Det har taget mig rigtig lang tid at nå hertil og jeg har da også stadig dage hvor jeg knapt så meget accepterer at det er sådan. Men jeg kan ikke løbe fra min psykiske problemer og det ved jeg også godt.

Men min fysik, uha… det halter bagefter. Jo, jeg ved da godt, at jeg har de der 4 diskusprolapser og slidgigt i nakken, at jeg har en skulder der gør knuder og masser af massive myoser i hele nakke/skulderregionen. Jeg ved også godt, at træning kan lindre det lidt eller i hvert fald holde smerterne på det niveau de er nu sammen med smertestillende. Jeg laver også mine øvelser hver eneste dag og med stor glæde. Jeg er så glad for jeg har fået den pilates foam roller, og selvom jeg er øm og stiv i kroppen, så laver jeg de øvelser jeg kan, simpelthen fordi jeg ved hvor vigtige de er. (Det er så også en aftale jeg har med min fys, gør en øvelse ondt at lave, skal jeg ikke lave den, men forsøge næste dag).

Men jeg ved ikke hvorfor jeg oftere og oftere får influenza-lignende smerter, hvor min krop gør totalt knuder. Hvorfor jeg er flere dage om at restituere mig efter aktivitet. Hvorfor jeg kører hurtigt træt fysisk og får smerter i alle ender og kanter. Hvorfor jeg får anfald af svimmelhed, hovedpine, ondt i halsen, hæftede lymfekirtler… og hvorfor det kan svinge fra time til time. Jeg kan have det når jeg står op om morgenen eller det kan komme op ad formiddagen og hviler jeg mig om eftermiddagen, så er det væk igen. Jeg kan også stå op om morgenen og have det fint, være lidt aktiv og så få ondt i halsen, blive svimmel, få smerter eller hovedpine.

Det kan meget vel være psykisk betinget, det afviser jeg bestemt ikke, men det gør ikke problemet mindre eller smerterne mindre reelle, for de er der, jeg har vitterligt problemer og de kommer oftere og oftere.
Det første “anfald”, som jeg kalder det, fik jeg sommeren 2008 efter en sommerinfluenza (skrev også om det her på min blog) og siden har jeg haft flere anfald. Jeg har haft ret mange siden foråret og jeg er ved at blive vanvittig, for jeg kan ikke planlægge en disse, for jeg aner ikke hvordan min krop reagerer og hvornår den reagerer. Det rammer mig både i psykisk gode og dårlige perioder, og derfor kan jeg ikke forstå hvis det skulle have forbindelse til mine psykiske problemer.

Jeg ved også godt, at det måske kan være fibromyalgi, ME/CFS (ME = Myalgisk Encephalomyelitis (hjerne- og rygmarvsbetændelse med muskelsmerter). CFS = Chronic Fatigue Syndrome (kronisk udmattelsessyndrom)) eller måske kronisk smertesyndrom… eller andre såkaldte “modediagnoser” (hader det ord, men så plejer folk at forstå hvad man mener). Måske kan det også være følgevirkninger af mine diskusprolapser og slidgigt, at det måske er mere udbredt end vi er klar over. Det kan sikkert være lige så mange ting som der er mennesker der har en mening om hvad det kan være.

Det kan være hvad som helst eller slet ingenting, men jeg kan ikke rigtig gå i gang med at finde ud af hvad det er, før efter jeg har fået min pension. Begynder jeg nu at rode rundt i udredning hos speciallæger, risikerer jeg, at kommunen kommer på tværs og kræver det bliver afklaret inden min sag kan komme videre… og det orker jeg bare ikke!

Jeg har talt med min læge om at blive henvist til en psykiater omkring mine psykiske ting (så vi kan få styr på medicinering), men der sagde min læge også, at det må vi vente med til efter min pension er i hus, simpelthen pga. kommunen og min sag.

Og ja, det er skide træls det er sådan, for jeg bliver mere og mere frustreret over hvordan min krop reagerer og hvornår den reagerer. Jeg er så frustreret over, at jeg ikke kan de ting jeg gerne vil uden jeg pludselig får smerter eller hovedpine eller bliver så svimmel at jeg er ved at besvime. Jeg er frustreret over, at noget som en almindelig hyggelig tur i zoologisk have kan smadre mig så meget at jeg nu har brugt to dage på at komme ovenpå og stadig ikke er “mig selv” endnu. Ok, jeg ved så heller ikke lige om mit cykelstunt i torsdags har forrykket nogle ting og det også er derfor jeg har så mange smerter, er utilpas og svimmel. Men pisseirriterende er det. Jeg har jo lige haft en periode for filan, lige før jeg blev ramt af maveondet havde jeg en lille uge hvor min krop bare gjorde knuder og gjorde ondt.

Det er jo ikke fordi jeg har lyst til at få koblet ekstra diagnoser på det jeg i forvejen fejler, nej, vil skisme hellere af med nogle da, men jeg har alligevel behov for at vide hvad det er der gør, at min krop ter sig som den gør. For hvordan skal jeg få mine omgivelser til at forstå det når jeg ikke selv ved hvad det er? Det vil altså være meget rart at kunne sige at det er  fordi jeg har den eller den fysiske diagnose  eller fordi min psyke er som den er. Og er det min psyke, jamen, så er det jo reelt nok. Så kan jeg jo forklare folk, at det er sådan det er.

Jeg har bare brug for at få sat ord på hvad det er, så jeg ikke er så vred på min krop og mig selv hele tiden. Så jeg ikke er så hammerfrustreret over, at jeg ikke kan få kroppen til det jeg gerne vil have den til. At når jeg endelig har en god periode psykisk, så strejker kroppen pludselig fysisk og jeg får tanken, at alle andre tror det er fordi jeg ikke vil noget.

For jeg vil jo gerne, og ofte gør jeg også det jeg gerne vil, altså tvinger min krop. Men prisen skal betales bagefter og det er at betale ved kasse et. Og det gør absolut ikke frustrationerne mindre at man ved, når man er ude og er aktiv/laver noget, at straffen kommer senere. Det gør mig faktisk ked af det… og ja, gal på min krop!

Jeg vil bare gerne vide hvad det er, for så bliver det vel nemmere at acceptere… eller hvad?

P.s. Svarer nok ikke på kommentarer. Jeg er bange for, at omverdenen vil tolke mine skriverier om mine mærkelige smerter som, at jeg bare vil fejle alt muligt og have alle mulige diagnoser. Håber I forstår.

For det første, så var jeg en tur i zoo med min mor. Jeg bor et stenkast derfra og alligevel kommer jeg der ikke ret tit. [...]]]> Det var bare en rigtig god dag i går og selvom jeg i dag er fuldstændig smadret i min krop, så fortryder jeg overhovedet ikke, at jeg faktisk var ret aktiv.

For det første, så var jeg en tur i zoo med min mor. Jeg bor et stenkast derfra og alligevel kommer jeg der ikke ret tit. Min mor har ikke været der i 30 år og vi har længe snakket om en tur. Faktisk, så forærede jeg mit mor et “gavekort” med en tur i zoo med kaffekurv og frokost da hun blev 60 år, men desværre har vi været nødt til at udsætte det til min økonomi er bedre…. og ja, min mor bliver 63 til maj *ups*.

Men i går, så kom vi faktisk i zoo, for Nordea på Fyn inviterede alle sine kunder en gratis tur og det kunne vi jo ikke sige nej til. Så sammen med rigtig mange andre Nordea-kunder begav vi os en tur rundt og min mor var vildt begejstret over hvor dejligt der faktisk er.  Jeg selv havde glædet mig til at gense girafferne, præriehundene, løverne, søkoen Henriette og den sibiriske tiger Igor.

Go'daw do

Fla' u...

Det var bare vildt hyggeligt, men jeg kunne godt mærke, at jeg kørte hurtigt træt blandt alle de mennesker, der var flere gange hvor menneskemængden og larmen var ved at hyle mig helt ud af den og hvor min angst begyndte at blive ret kraftig, men det gik uden større panikanfald, og det er jeg glad for. Men jeg skal lige love for, at jeg blev træt. At jeg også stadig var godt moslet i højre side efter mit  cykel-stunt i torsdags, gjorde det heller ikke bedre, for jeg havde til sidst ret mange smerter.

Men vi var da i zoo i 3 timer inden vi tullede hjem til mig igen og satte os på altanen og drak lidt kaffe og fik lidt mad, mens vi snakkede løs som altid.
Og ja, pludselig stod vi sørme inde i mit soveværelse og kiggede på mit kaos og inden jeg fik set mig om, havde vi fået sorteret alt mit tøj. Det blev til 2½ sæk. 1½ sæk bliver tøj der skal forsøges sælges, dog ikke af mig. Kan det ikke sælges, så kommer det til genbrug. Den sidste sæk er tøj direkte til genbrug og tøj min mor vil se om hun kan bruge.

Det var helt fantastisk bagefter. Jeg følte en enormt lettelse over at få sorteret alt det tøj fra som jeg faktisk ikke kan passe mere, som er 3-4 og endda 5 numre for små. Meget af tøjet er købt da jeg vejede 30-33 kg mindre og endda dengang skulle tabe mig lidt mere for at komme i. Det blev aldrig sådan og jeg må indrømme, at det har stresset mig meget, at alt det tøj har ligget i skabet og mindet mig om noget der var engang og som nok aldrig bliver igen. Og ja, skulle jeg tabe 25-30-35 kg, så må jeg jo købe nyt tøj. Jeg orker ikke basere mit liv og tøjskab på noget som måske eller måske aldrig bliver!

Der blev selvfølgelig også tøj tilbage til mig selv. Har gemt 3-4 par bukser som jeg ved jeg kan bruge om 5-8 kg, og så meget som jeg svinger i vægt, er det meget sandsynligt at jeg kommer i dem næste sommer.

Så ja, det var en god dag i går og jeg er så glad for vi både kom i zoo og fik sorteret mit tøj, men jeg kan også godt mærke, at jeg er fuldstændig kvæstet i dag. Har stadig godt ondt efter mit fald på cykel i torsdags og min krop er generelt bare godt øm og træt i dag. Vågnede sågar med ondt i halsen og hævede lymfekirtler, et klart tegn på, at jeg har brugt mig selv godt og grundigt… og for meget.

Jeg skal heller ikke noget i dag, ikke andet end at tulle rundt i min jordhule og nusse lidt rundt hist og pist. Og så vil jeg da fra tid til anden gå ind og kigge i mit tøjskab og smile stort over, at nu er det i hvert fald ryddet op og der er et stressmoment mindre.

God søndag til jer alle

Og ja, det var lidt af et stunt, jeg mistede [...]]]> Av! Jeg har lidt vel meget ondt i mit stakkels luksuslegeme i dag. Jeg skvattede nemlig på cykel i går og slog mig noget så eventyrligt. Gudskelov hverken slog jeg hovedet eller brækkede noget, men kors i hytten hvor Søster Lagkage her falder tungt når hun falder.

Og ja, det var lidt af et stunt, jeg mistede simpelthen balancen da jeg skulle gøre holdt og samtidig skulle uden om en anden cyklist der gjorde holdt lige foran mig og faktisk ikke så sig for. Og så bang, så lå jeg der og rodede rundt midt på vejen i et lyskryds. Jeg var  krøllet så godt ind i Madam Blå, at jeg måtte have hjælp til både at komme fri og komme op, men der var da nogle søde mennesker – bl.a. hende der faktisk var lidt skyld i uheldet – der kom mig til undsætning.

Heldigvis var det i lyskrydset hvor jeg er næsten hjemme ved mig selv, så jeg trak pænt cyklen over i stedet for at cykle og så humpede jeg resten af vejen hjem. Men altså, jeg slog ikke hul på hverken tøj eller kroppen, men jeg har slået mig godt og grundigt.

Min stakkels Madam Blå er nok den er har taget mest skade og nu skal hun altså til cykelsmed. Bagagebæreren er slået skæv, der er knækket et par eger i baghjulet. Forskærmen er skæv og generer hjulet, styret har det ikke godt  og så er kurven foran også blevet trykket lidt ud af sin plads.  Bare hun bliver ok igen, så er jeg glad. Jeg kan jo ikke undvære min lille Madam Blå.

Nu sidder jeg så her og er skide øm i mit stakkels krop. Selvom jeg faldt mod venstre, så er det mærkeligt nok højre side der er mest moslet. Har fået to imponerende blå-lilla mærker på mit højre knæ og ja, det er godt ømt i dag. På højre arm ved albuen har jeg ligeledes et mega blåt og ømt mærke og hele min højre arm og skulder samt nakke gør nas i dag og det samme gør min lænd. Og nåh ja… så har jeg den sædvanlige asfaltforgiftning på nederste del af håndfladerne og lidt hudafskrabninger hist og pist.

Jeg priser mig lykkelig for, at det ikke gik værre end det gik, men jeg må da nok sige, at jeg nu har fået lidt af et wake up call… nu skal den cykelhjelm altså købes, for jeg kunne jo lige så godt have slået hovedet der i går. Det er nok det der forkrækkede mig allermest.

Så ja, hvis nogen mærkede jordskælv i går omkring kl. 15, så var det bare Tante lilla, blå og gul der skvattede på Madam Blå.