Heidi's univers/fat2fab

Jeg er på tidsrejse i mit klædeskab. Det er som om jeg har været her før og så alligevel ikke, for sidst jeg tabte mig var det kun at rydde ud i tøj der var blevet for stort. Nu rydder jeg også ud i tøj der er alt alt for småt. Tøj fra da jeg havde tabt mig 25-33 kg, tøj fra sommeren 2005.

Jeg havde aldrig nogensinde troet, at jeg igen skulle sortere meget stort tøj fra. Jeg troede vitterligt den gang, at det var sidste gang i mit liv jeg skulle veje over 100 kg. Jeg havde jo indgået en pagt med mig selv, at det var sidste forsøg. Jeg havde ikke råd til flere forsøg, ikke råd til at spilde flere år på at være overvægtig, fed og færdig. Kunne det ikke lykkes for mig at tabe mig på Weightwatchers og holde det, var det meningen jeg skulle holde op med at prøve. Jeg måtte så affinde mig med at være overvægtig, fed.  Bruge mit liv på noget andet.

Den pagt indgik jeg kun, fordi jeg virkelig var overbevist om, at nu lykkedes det endelig for mig at tabe mig, at komme væk fra at være fed.

Alligevel står jeg i dag, små 3 år efter og sorterer for stort tøj ud af klædeskabet igen. 3 år ældre, men er jeg 3 år klogere?

Jeg burde vel egentlig nok også hive det tøj ud fra for 3 år siden, det der er for småt, men jeg kan ikke få mig selv til det. Jo, noget af det. Det som ikke har nogen betydning for mig, men der er nogle beklædningsgenstande jeg bare ikke kan skille mig af med. For inderst inde håber jeg jo inderligt på, at jeg kan passe det igen, se ud som den gang… selvom jeg er de år ældre og alting måske fordeler sig anderledes på mig.

Der er især en sort top fra H&M som dukkede frem på bøjlerne og som satte en lavine igang i mig. Hvor jeg dog elskede den top. Jeg følte mig sexet i den, den hang på mig evig og altid den sensommer. Nu føler jeg det er så lang tid siden at jeg næsten ikke kan overskue at komme tilbage dertil. Alligevel håber jeg. Alligevel beholder jeg den.

Samtidig står jeg med tøj jeg nu pludselig kan passe igen, men faktisk ikke har lyst til at bruge. Simpelthen fordi det er tøj fra da jeg åd alle mine kilo på igen. Jeg føler ingen glæde ved det tøj, det gør mig tilgengæld rigtig trist. Noget af tøjet har jeg endda næsten ikke brugt, måske to gange, så var det for småt… simpelthen fordi det gik så stærkt.  Meget af tøjet kan jeg ikke huske hvornår jeg har købt… og nu kan jeg passe noget af det, andet er jeg lige ved at kunne passe.

Det er et stort følelsesmæssigt samsurium at stå i, jeg er glad for at jeg taber mig, men jeg er ved at tude over at se alt det tøj, mærke indeni hvorfor det er i klædeskabet. Alligevel bliver jeg ved… jeg kan ikke lade være. Det er som om jeg bare skal ordne det tøj, at jeg skal rydde op, sortere og smide ud.

Den her gang håber jeg også, at det er sidste gang jeg skal stå og skille mig af med tøj i størrelse 54 og 56. At det er sidste gang jeg har vejet over 120 kg. At jeg får tabt mig til en mere normal og tilforladelig størrelse.

Gad vide om jeg er blevet klogere……