Heidi's univers/fat2fab

Jeg er bare så tæt på at grave mig selv ned og først komme frem når jeg har tabt mig 30 kg. Jeg har i dag haft den mest ydmygende oplevelse i nyere tid og jeg ved slet ikke om jeg skal grine eller om jeg skal græde.

Jeg har i dag fundet ud af, at jeg nu efter snart 8 år på Fyn – hvor af de næsten 6 år er i Odense –  har en fortid, og dermed også har mange mennesker jeg kender fra den fortid. Det er så hvad det er, fortid har vi jo alle, men at det skulle udvikle sig til at blive så pinligt som det gjorde i dag, det havde jeg ved gud aldrig nogensinde troet.

Jeg har mødt en hel del fra den boligblok jeg flyttede fra for 2 år siden og hvor jeg havde ejerlejlighed, det var såmen rigtig hyggeligt, bortset fra at ingen af dem fik at vide at jeg er sygemeldt med depression osv. Det havde jeg ikke lige lyst til at fortælle og prøvede virkelig at snakke udenom når talen faldt på mig. En af dem jeg mødte endte jeg med at spise lidt frokost sammen med og det var faktisk skide hyggeligt…. selvom jeg følte mig lidt som en røv over at sidde at lyve.

Men før det, før jeg endte ud i frokost osv., mødte jeg faktisk en jeg har læst sammen med for 6-7  år siden. Vi har hilst på hinanden nogle gange siden, sidste gang er nok 2-3 år siden. Det var hende der fik øje på mig og råbte mig an. Jeg var først ikke helt klar over at det var mig hun råbte til, og jeg ville ønske jeg overhovedet ikke havde været opmærksom. For der, lige der, midt i Odense fik jeg lige en mega spand vand i hovedet. Jeg ved godt, at det ikke var hendes hensigt at være ond eller noget, hun ville bare være sød og venlig, men føj for fanden den sved.

“Haaaaarj Fab! Ej hvor er det længe siden”"Hej XX.. jadet er det da”, mig med stort smil. “Har du det godt?” “Ja for fanden da,”svarede hun stort smilende og hev sin mand hen så han kunne stå ved siden af. “Og jeg kan se det går dig skide godt, tillykke med det!” Og så var det lige jeg tabte tråden. “Øh?” “Ja, hvornår skal det være?” spurgte hun så og inden jeg nåede at svare fortsatte hun  mens hun klappede mig på maven “Det er godt nok en stor og flot mave du har, hvor langt er du henne? Det må da være lige op over snart!”

Jeg må have set fuldstændig forstyrret ud i ansigtet og jeg priser mig lykkelig for, at jeg havde solbriller på så hun ikke kunne se mine øjne. Kvinden der ikke har set mig i 2-3 år står gudhjælpemig og snakker til mig som om jeg er gravid. Hun tror jeg er HØJGRAVID!!!!

Jeg kiggede forvirret fra hende til hendes mand og tilbage igen og jeg anede bare overhovedet ikke hvad jeg skulle svare. Min umiddelbare reaktion var at sige tak, men for fanden, jeg kan jo ikke lyve. Hvad nu hvis hun møder andre jeg kender?!

Jeg får stammet et spagt tak og kigger ned ad mig selv. Ser jeg virkelig højgravid ud i det tøj jeg har på? Jeg ved da godt man kan se min mave, det kan man da i uanset hvad tøj jeg har på. Men man kan da godt se, at det bare er blæver og fedt, at det ikke er en graviditetsmave… det sidder det da helt forkert til!  Et nanosekund efter får jeg så tilføjet med lav stemme…. og det er det værste jeg i mit liv til dato har sagt til en person “Men du tager altså helt fejl…. jeg er altså ikke gravid… men jeg ser åbenbart sådan ud”

Mit svar gjorde min bekendte fuldstændig ligbleg i hovedet og stammende begyndte hun at undskylde. Jeg slog det hen med den mest falske latter jeg til dato har præsteret – håber ikke det var for tydeligt – og fejede det væk med selvironi og sarkasme, bare for at redde situation og æren… men hvis ære er jeg stadig her nogle timer senere ret meget i tvivl om.

Det var så pinligt og akavet og vi fik hurtigt brudt op, det var mig der sagde jeg måtte videre. Men inden jeg kom for langt væk hørte jeg hendes mand sige til hende “For fanden hvor pinligt, kunne du dog ikke have holdt din kæft?”… hvortil hun svarede “Jeg kan da ikke gøre for at hun bare er fed.. hun ser sgu gravid ud… så du ikke på hende?”

Jeg kunne have krøbet i et musehul, jeg følte mig ramt lige midt i solar plexus. Hun kunne ikke have givet mig en større mavepuster. Den ramte præcis mit ømmeste punkt. Jeg ønsker så meget at blive gravid og få børn (er så realistisk nok til at vente til jeg er rask), men jeg skal have hjælp pga. min PCOS og jeg skal tabe mig rigtig mange kilo først. Jeg har ønsket mig børn i mange år efterhånden, også selvom jeg er single. 

Jeg er godt klar over at jeg er fed og stor, men at folk tror jeg er højgravid… ! Jeg er så forfærdet og skammer mig så meget at jeg ikke ved hvor jeg skal gøre af mig selv. Da jeg tilfældigvis hørte deres lille kontrovers bagefter (gad vide om det var tilfældigt) var jeg parat til at gå ned i Eventyrhaven og hoppe i åen. Nøj jeg følte mig ydmyget… og flov. Jeg kunne have tudet øjnene ud af hovedet på stedet, men valgte – dybt rystet i min grundvold – at gå videre og forsøge at se ud som om intet var i vejen. Kort tid efter rendte jeg ind i den første fra der hvor jeg boede før…. og så de næste.

Nu sidder jeg hjemme på min altan og skriver det her. I er de første der får min oplevelse at vide.
Jeg fortalte ikke hende jeg spiste frokost med om min oplevelse, turde simpelthen ikke. Det skulle ikke ende ud i at vi talte om mig og mine ting, så jeg lod være. Holdt den gode stemning. Men inden i var jeg ved at dø…. og det er jeg stadig.

En ting er at folk synes jeg er fed, det kan jeg leve med, men at tro jeg er højgravid, det knuser mit hjerte. Især fordi jeg så brændende ønsker mig at blive mor en dag og måske aldrig bliver det.

Så meget for mit vægttab indtil nu. Al min selvtillid omkring det vægttab er totalt knust. Jeg får helt trang til at gennemgå alt mit tøj, og kyle alt det ud der bare kan antyde at jeg ligner en gravid…. der bliver nok ikke rigtig noget tilbage, men så må jeg bare vente med at vise mig til ydmygelsen har fortaget sig eller jeg har tabt mig 30 kg! Tak skæbne for, at jeg kan modstå at trøstespise, for lige nu er trangen der efter den oplevelse!