30. juni 2008 kl. 16:46Smoothie! Need I say more?
Der findes bare ikke noget bedre comfort food i flydende form end smoothie.. og da slet ikke når den er hjemmelavet. Man kan da godt købe sig en ok smoothie på flaske, men der er absolut intet der slår en hjemmeblendet en af slagsen.
Alle smoothie-fans har deres personlige favorit og jeg er da heller ikke en dyt anderledes. Jeg elsker min egen hjemmelavede smoothie – selvom de hardcore smoothie-drikkere nok ikke mener den er ægte. Men jeg synes den er, den smager totalt af sommer og så er den bedst når den har konsistens som milkshake.. selvom jeg ikke er den store milkshake-fan.
Men, en smoothie a la Fab laves på følgende måde:
50 g frosne hindbær
50 g frosne blåbær
50 g frosne brombær
1 tsk vanille – allerhelst den flydende slags
1½-2 dl. iskold minimælk (er du ikke til ko-mælk, så prøv soja eller rismælk)
Det hele blandes i en blender og vupti… comfort food i flydende form der med garanti jager al stress og alle sorger væk. Og ja, den skal drikkes med sugerør… gerne et af de farvestrålende… men så er der også dømt solskin og gode tanker!
Velbekomme 
30. juni 2008 kl. 11:54
Efter at have sovet på det igen og tænkt mig om igen igen, efter at have brugt mit hændelsesskema, snakket og sendt en mail, er jeg faldet lidt ned igen. Jeg kan godt se, at jeg reagerer fuldstændig irrationelt og er helt ude i hampen, og indrømmet, så er jeg selv meget forskrækket over min egen reaktion her i weekenden. Det viser bare, at jeg skal arbejde så meget mere med mig selv… og selvom jeg er meget indrestyret ikke må glemme at der er noget udad til der også skal passes på… ikke kun i forhold til omgivelserne, men især i forhold til mig selv.
Men jeg er ved at kravle tilbage på sporet igen… det rette tankemæssige og følelsesmæssige spor. Var ude og “power”-walke her i morges og fik brugt den halve times tid til at tænke positive tanker. Ingen negative tanker må fylde noget på den tur. Det skal være en positive oplevelse hele vejen igennem.. trods jeg stadig kæmper med krampe i fødderne (om jeg fatter hvad det er) og en vabel der driller ret meget. Men det holdt mig altså ikke hjemme i morges, der ville jeg bare ud. Jeg har det så godt bagefter den tur.. selvom jeg er træt. Det er som om den halve time renser min hjerne totalt.
Jeg er også tilbage madmæssigt. Havde en ikke så god maddag i går (har vist ikke engang fået skrevet alt på jeg har spist)og da slet ikke når jeg sover hele eftermiddagen væk. Alt det soveri har så også givet mig hovedpine i dag, men det må jeg så bare tage med.
Jeg er noget mere nede på jorden i dag, hænger slet ikke i gardinerne på samme måde som lørdag aften og hele dagen i går. Er mere “mig selv” og noget mere afslappet. Det er faktisk ret dejligt, det er rædselsfuldt at være så rastløs at man ikke ved hvor man skal gøre af sig selv.
Forsøger at tænke positive og rationelle tanker i dag og det går faktisk ok. I dag skal nok blive en ok dag.
29. juni 2008 kl. 17:23
Hvor jeg dog bare kører op og ned følelsesmæssigt og humørmæssigt for tiden… det er næsten som at være på sit livs værste rutchebanetur… med bind for øjnene. Man aner ikke hvornår det går op og hvornår det går ned.
I forgårs havde jeg en øv-dag, i går havde jeg en ok rolig dag, og i dag er jeg fuldstændig i kulkælderen… og jeg mener virkelig kuldkælderen. Efter en enorm tudetur faldt jeg i søvn på sengen og har sovet i 4 timer. Nu er jeg så fuldstændig groggy og humøret er ikke bedre.
Om jeg fatter hvad der foregår i hovedet på mig. Jeg er ked af det over de mest underlige ting, i dag tvivler jeg rigtig meget på mine evner til at have venskaber. Jeg tvivler ikke på dem jeg kender, jeg tvivler på mig selv. At jeg misforstår, fejltolker, ser spøgelser osv. Det får mig til at panikhandle og trække mig uden varsel, jeg fortæller ikke noget, er bare underlig og tavs…. og det forværrer det så bare endnu mere og i sidste ende står jeg med folk der forlader mig. Og det er bare min største skræk.
Jeg er bare en spade til at være “interaktiv” med andre for øjeblikket… igen.Det er ikke første gang jeg er her… og nok heller ikke sidste gang. Spørgsmålet er bare hvor mange venskaber det koster mig den her gang.
Jeg er bare så ked af, at jeg igen gør det her. Nu troede jeg lige det gik så godt, at jeg var åben og ærlig. Jeg er ikke en skid. Jeg lukker bare igen af for at få lidt ro i min egen sfære… og så går det galt. Det hjælper ikke på roen og det sår endnu mere tvivl end det gavner. Og selvmedlidenheden gør det da slet ikke bedre 
Bliver jeg da for pokker aldrig klogere?
Nye kommentarer