OBS! Mails bagom bloggen

Hvis du påtænker at sende mig en mail bagom bloggen, så læs venligst først det her indlæg

Heidi

Velkommen til mit univers

... velkommen til den skinbarlige sandhed.

Her viser jeg mit liv råt for usødet, deler mine glæder og sorger på vejen til et sundere liv mens det sker.

Her handler det ikke bare om vægttab, men om at finde sig selv både fysisk og psykisk.

Så velkommen til mit univers og min rejse mod et sundere jeg :-)

Heidi

 

marts 2009
m ti o to f l s
« feb   apr »
 1
2345678
9101112131415
16171819202122
23242526272829
3031  

Kategorier

Copyright


Alle tekster og billeder tilhører heidi-l.dk og må ikke bruges uden forudgående aftale
Locations of visitors to this page

Kaos

31. marts 2009 kl. 13:53

Det er bare ved at være for meget nu… så meget, at jeg er parat til at kaste håndklædet i ringen og sige stop.

Jeg føler mig i den grad presset, stresset og jaget… og jeg kan ikke forklare hvorfor. Jeg føler i hvert fald jeg er ude i et kæmpe forklaringsproblem når folk spørger mig. Jeg har det bare virkelig skidt på mange områder og jeg orker bare ikke rigtig mere.

Men det er for meget for mig med samtale hos to psykologer, de ting vi har gang i mindfulness, temaonsdage, alt det fysiske jeg slås med, angsten der ligger og lurer under overfladen, de “opgaver” og forslag jeg får af psykolog, konsulent, fysioterapeut osv osv. Jeg kan bare ikke rumme det og jo mere der bliver puttet på mig, des mere handlingslammet bliver jeg. Jeg trækker mig ind i mig selv, ind i min jordhule og min egen verden hvor jeg bare har nogenlunde fred. Og det er bare ikke hensigstmæssigt, for jeg isolerer mig for at få ro på… men jeg har også godt af at få input. Jeg kan bare ikke tage de “gode råd” og forslag ind der bliver stillet mig, og det gør mig sgu ked af det.

Så lige nu føler jeg bare det hele er ved at ramle, for jeg kan fandeme ikke finde ud af hvad jeg skal, hvad der er godt for mig eller noget. Jeg har da nogle valgmuligheder, men det er sgu som at vælge mellem pest og kolera og jeg kan bare ikke overskue konsekvenserne for nogle af dem.

Men nu har jeg da sagt stop over for mindfulness og det vi har gang i der. Har lige talt med min instruktør og hun har selv gjort sig de tanker, fordi hun godt ved jeg har gang i mange ting og processer og er stresset osv. Jeg har selv sagt det et par gange, at jeg ikke helt kan rumme det, men jeg møder jo troligt op hver gang. Men nu er det slut, i hvert fald med mindfulness som jeg kender det og det gør mig faktisk rigtig ked af det. For jeg sætter jo stor pris på det hold vi er, os fire piger. Det har givet mig rigtig meget at være sammen med dem hver mandag, men jeg er også nødt til at tage hensyn til dem, at det ikke går ud over dem, at jeg ikke kan være helt så meget med. Så det er bedst at stoppe nu, så det gør jeg.

Jeg ved ikke hvad alt det her ender med, om det ender med en sygemelding eller hvad. Jeg skal til min egen læge i morgen og have svar på mine blodprøver og jeg vil så tage en snak med ham omkring det. For det er ham der skal sygemelde mig hvis det er… altså på Jobcentret, Job-linjen osv.

Jeg aner ingenting.. virkelig… så ja, det går bare ikke særlig godt p.t. At jeg så oveni også er ramlet ind i problemer med min udbetaling fra A-kassen pga. fejl, det gør ikke sagen bedre eller mig mindre stresset. 

Så lige nu kan jeg godt mærke, at jeg bare mest har lyst til at trække stikket ud og sige stop! Jeg orker ikke mere af mit kaos.

31. marts 2009 kl. 13:53 | Postet under: Angst, Arbejde, Beslutning, Frustrationer, Følelser, Ked af det, Lægebesøg, Mentalt overskud, Mindfulness, Overvejelser, Psykolog, Smerter, Stress, Tanker, Terapi, forløb, kaos, problemer, selverkendelse | Indlæg er lukket for kommentarer

Frikvarter

30. marts 2009 kl. 22:04

Når jeg har det skidt, er småsyg, trist, ked af det eller bare i et eller andet humør hvor jeg har lyst til at putte mig, har jeg efterhånden udviklet min egen form for trøst, terapi eller hvad vi skal kalde det.

Jeg elsker at putte mig under min dyne i sofaen med et stort krus kaffe, den blærbare i skødet og en kælekat indefor nusse-rækkevidde (det er Daisy’s tjans her i jordhulen og hun gør et ganske frivilligt). Nogle gange sidder jeg på Facebook, andre gange sidder jeg og spiller et eller andet spil på komogvind.dk, andre gange igen er jeg i humør til at chatte og sidder på messenger med en eller anden.

Det er mit frikvarter, mit åndehul, der hvor jeg giver mig selv lov til bare at putte mig og lukke verden og alle dens fortrædeligheder ude. Det er der jeg giver mig selv lov til at bare være mig, lukke mig inde og bare lave alt og ingenting.

Men det jeg nyder allermest er, når jeg lægger mig ned og putter mig under dynen og Daisy kommer og planter sig på maven af mig, når vi skal ligge og nusse og hun spinder lystigt. Det er de øjeblikket jeg sætter allermest pris på. Det er der jeg slapper allermest af og der hvor jeg nyder allermest bare at være.

Det  er ubeskriveligt at have kæledyr og det er især ubeskriveligt dejligt at have kæledyr der viser ømhed og omsorg, som er der uanset om man er glad eller ked af det. Det giver en helt fantastisk fred i sjælen og en dejlig ro.  Alle kæledyrsejere ved nok hvad jeg snakker om. Og så er det jo ualmindelig god hygge at nusse med en kat :)

30. marts 2009 kl. 22:04 | Postet under: Afslapning, Glæde, Hygge, Ked af det, Kæledyr, Velvære | Indlæg er lukket for kommentarer

Frustreret og sur øgle

30. marts 2009 kl. 14:31

Jeg er bare så møghamrende frustreret i dag, så meget at jeg er en sur og vrissen øgle, hvilket i den grad går ud over mine omgivelser. Så jeg er kravlet hjem i jordhulen igen og håber på bedre humør i morgen.

Det startede i morges med at tage en bus der var godt fyldt og jeg hader i forvejen busser hvor der er for mange mennesker med. Jeg orker ikke at gå alle 4 km til Job-linjen endnu, så ja, jeg er nødt til at tage bussen noget af vejen og jeg får på den måde også prøvet min fobi og angst af. Men lige i morges var jeg ved at gå amok.
Hvorfor er folk så forbandet støvdumme og ikke kan finde ud af at rykke ned i bussen når der kommer nye folk ind?!! Vi stod til sidst i den forreste halvdel af bussen som sild i en tønde og i nakken på hinanden fordi folk bare ikke kan finde ud af at flytte på sig. Samtidig var der masser af ståplads i resten af bussen. Chaufføren sagde i første omgang intet, først da der stod folk helt oppe ved fordøren. Selvfølgelig sagde han det ikke i højtaleren, men kun lige så os der stod nærmest kunne høre det og vi kunne bare ikke komme nogle steder. Jeg var bare ved at gå i totalt panik til sidst, men holdt mig og holdt angsten indenbords og da vi kom op i byen begyndte det da også at tynde langsomt ud i folk, så man igen kunne få luft. Jeg valgte at stå af ved stoppestedet før banegården og så gå resten af vejen, så fik jeg vejret igen og lidt motion de 15-20 minutter det tog at gå.

Mindfulness var jeg bare ikke i humør til i dag, slet ikke når jeg i går-  i sidste øjeblik nærmest -  fik at vide, at vi altså ikke sprang over, at vores instruktør og en eller to andre på holdet af aftalt i onsdags, at vi fortsatte i dag. I onsdags??! Og så fik jeg det først at vide i går??! Det er fandeme dårlig kommunikation… men kommunikation synes jeg i øvrigt det kniber gevaldigt med på Job-linjen for øjeblikket.

Fandt også ud af, ved et tilfælde i dag, at der er indført nye retningslinjer og nye tiltag på Job-linjen, dem har jeg overhovedet ikke hørt en lyd om. Men det er jo ikke noget nyt, jeg fik jo heller ikke at vide den torsdag rygholdet var flyttet to timer frem. Jeg føler mig så mangelfuldt informeret og nærmest overladt til mig selv, og jeg tror virkelig at de ting har været med til at forstærke mine i forvejen store frustrationer. Jeg aner ikke om jeg er købt eller solgt… og de ting jeg hørte i øresneglen i dag fik virkelig mig til at næsten hidse mig op. Men min konsulent sad med en lang telefonsamtale og jeg blev enig med mig om at gå hjem og tage en slapper. Det var ikke nogen god ide at jeg tog fat i ham i dag med det humør jeg er i. Så jeg venter til i morgen hvor jeg forhåbentlig kan holde hovedet koldt og ikke hidse mig unødigt op. For i dag er jeg sur og vrissen og så bider jeg sgu fra mig….også selvom det måske ikke er det smarteste.

Jeg kom til at bide hovedet af en anden bruger på Job-linjen i dag som kom med den sædvanlige bemærkning folk kommer med når de hører man er bornholmer. Jeg hader den bemærkning, det irriterer mig grænseløst at alle kommer med den, men normalt tager jeg den med et smil og en joke, men lige i dag var det bare for meget. Jeg spurgte om folk også sagde sådan til nordjyder, sønderjyder eller københavnere, for jeg synes det er så skide irriterende. Så blev der stille i forsamlingen og hende der uforvarent havde fyret bemærkningen af trak i den grad i land igen og kom med alskens undskyldninger og bemærkninger for at udglatte.

Jeg ved godt jeg reagerede alt for kraftigt der, men der havde jeg bare ikke overskud nok til at reagere pænt. Og jeg havde da slet ikke, da hun 10 minutter efter kommer med andre dumsmarte bemærkninger om mit udseende kontra min helbredstilstand. Hvad ved du lige om det?!

Ja, undskyld, jeg er en rigtig møgkælling i dag… men nogle dage gider man bare ikke høre på folk. Og da slet ikke folk der ikke kender en, men som bare siger et eller andet for at sige noget.

Normalt havde jeg nok taget det som et kompliment eller i det mindste en venlig bemærkning, men lige i dag gad jeg bare ikke den slags bemærkninger.

Pirrelig? Ja.
Nærtagende? Mon ikke!
Sur og tvær? Også i den grad!

Nogle dage får man bare det forkerte ben ud af sengen og er ikke til at være i nærheden af… jeg bebrejder i den grad sommertid og den time der blev hugget fra mig forrige nat! ;)

Men jeg håber på bedre humør i morgen når jeg står op… for der skal jeg til Job-linjens psykolog og til fys. Sidstnævnte ser jeg mere frem til end førstnævnte.

30. marts 2009 kl. 14:31 | Postet under: Bornholm, Brok, Frustrationer, Mindfulness, Sociale begivenheder, Vrede, selverkendelse | Indlæg er lukket for kommentarer
« Ældre indlæg