Heidi's univers/fat2fab

Ja, det er ikke noget jeg har talt ret højt om endsige skrevet meget om, men faktum er, at det går ikke ret godt med min kostomlægning. Eller rettere… det går sgu slet ikke og det har det ikke gjort længe! Jeg har godt nok pippet lidt en gang i mellem om at jeg har taget på og trøstespiser, men altså jeg har slet ikke snakket særlig højt om det, men nu gør jeg det altså.

Jeg har de sidste måneder – nok snart 3 måneder vel – absolut ikke spist pænt. Faktisk har jeg især de sidste 5-6 uger trøstespist voldsomt og det har i mere end en grad sat sine spor på min krop. Ikke nok med at jeg i perioder er depressiv og angstpræget, jeg har kastet mig over de der rigtig grimme ting igen for at dulme… chokolade, chips og sukkerholdig slik. Og nej, vi snakker ikke bare om et enkelt stykke eller tre, vi snakker virkelig store mængder!! Jeg tør slet ikke nævne hvor meget jeg kan konsumere på en dag, det er helt overdrevet og burde ikke kunne lade sig gøre. Men søndag er bare seneste eksempel på at jeg fik et regulært flip og bare åd! Jeg kan faktisk i dag sidde og undre mig over at jeg ikke fik kvalme eller kastede op!

Min krop kan slet slet ikke lide alt det lort jeg propper i den, alligevel vil jeg bare have mere for det dulmer mens jeg spiser det. Men jeg har konstant hovedpine, er oppustet, har i perioder dårlig mave, har taget 4,5 kg på, føler mig flomme fed, klam og ulækker. Jeg har konstant totalt udbrud af akne, jeg har svært ved at regulere mit blodsukker, jeg har humørsvingninger, er energiløs (mere end “normalt”) og er bare konstant ked af det når jeg ikke får mine fix.

Selvom min krop brokker sig og jeg ikke har det hverken psykisk eller fysisk godt, er det ikke motiverende nok til at gå i gang med at spise rigtigt igen, tværtimod spiser jeg endnu mere mens jeg sidder og har godt og grundigt ond at mig selv. Selvmedlidenheden er stor for øjeblikket og jeg lukker øjnene mens jeg bare propper mig. For det lindrer jo lige i øjeblikket jeg æder alt det lort. At jeg så bagefter får en nedtur, jamen det fixer jeg da bare med endnu mere junk!

Det er virkelig forfærdeligt og jeg skammer mig bare så meget over at det er kommet så vidt. Derfor har jeg heller ikke skrevet om det på min blog… ikke før nu. Jeg er nødt til at stå frem nu og være ærlig, for jeg er nødt til at gøre noget før jeg æder alle de tabte kilo på igen og igen skal have skideballe af folk omkring mig fordi jeg lader stå til og er ligeglad. Og ja, jeg er åbenbart totalt ligeglad siden jeg ikke kan få sparket mig selv i gang og ingen motivation kan finde.

Men i dag har jeg da taget første skridt, har nemlig ryddet alt usundt ud af køleskabet køkkenskabet og været af sted og købe sunde ting ind. Stod monster tidligt op, gik på torvet lidt over 9 og handlede masser af peberfrugt, agurk, løg og hvidløg (har andre salatgrøntsager hjemme), var en tur forbi helsekosten i Gravene og købte et nyt (og meget bedre) glas tahin, røde bønner og frugtsukker (yes.. endelig har de fået det hjem) og på vej hjem (gik nemlig også hjem) var jeg lige i Citybrugsen efter bredbladet persille, grovvalset havregryn, græsk yoghurt 0,1%, minimælk, pitabrød og ferske kyllingefileter… og nåh ja… en ½ l cola Zero. Helt fanatisk skal man jo heller ikke blive med det samme.. vel?

Nu har jeg smidt alt usund mad ud… og jeg mener helt ud. Så nu er der ikke noget hjemme der frister. Nu bliver kunsten så at lade være med at gå og handle de næste dage, så jeg ikke bliver fristet af det der junk jeg er så afhængig af (det er sgu nok mest følelsesmæssigt).
Det bliver et helvede den næste lille uges tid hvor jeg skal afvænnes og jeg bliver en pest og en plage, for er der noget der er slemt, så er det en sulten Heidi og især en lækkersulten Heidi! Hvis bare jeg kan holde snitterne væk og ikke lade mig friste, så skal det nok lykkes…. også at få min sult reguleret igen, for den er også helt smadret. Men det bliver mere end almindeligt svært, det ved jeg fra de andre gange jeg har prøvet det her. Men da lykkedes det mig jo at komme hel igennem og uden at myrde nogen på halvvejen.

Men indrømmet, så er der altså stor mangel på motivation. Det er skrækkeligt, men det er sandt. Jeg gør det sgu mere fordi jeg skal gøre noget ved det… ikke fordi jeg har lyst. Så jeg ved godt det bliver en kamp uden lige, men jeg må se om jeg kan finde bare et lille halmstrå der kan gøre det for motivation… og forhåbentlig så bliver den vel også større når jeg er over den første – og absolut værste – periode, nemlig afvænningen.

Så ja, det står altså slemt til hos mig lige for tiden… og jeg er bare ikke til at holde ud med al min selvmedlidenhed og dunken oveni hovedet. Det er så slemt, at jeg faktisk ikke har lyst til at ringe og bestille tid hos min læge – skal have tjekket min skulder som er helt tovlig – fordi jeg simpelthen er bange for han igen skælder mig huden fuld. Jeg ved godt det står slemt til, jeg har ikke brug for at få det læst og påskrevet af andre. Så jeg må se at få rettet op på nogle ting så jeg tør tage op til ham.

Men nu ved I det, det er lort og lagkage… jeg håber jeg snart kan sige det er blevet bedre.