Heidi's univers/fat2fab

Jeg ved ikke om det er min krop der i protest er blevet syg eller om jeg bare har været skide uheldig. Men faktum er, at jeg virkelig føler, at jeg har fået et vink med en vognstang her.

Jeg ved ikke lige hvad det er jeg har raget til mig, måske en sommerinfluenza, måske er det bare hvad det er, nemlig ondt i halsen, ørepine, småforkølet, ondt over alt, hovedpine og feber (ved så ikke lige hvor meget den er, for jeg har intet termometer, hvilket nok er meget godt. Så bliver jeg ikke mere syg af at vide hvor høj den er). Jeg kan ikke mindes hvornår jeg sidste havde så ondt i min krop som jeg havde i går. Det var helt ekstremt og gudskelov er jeg “bare” almindelig “influenza-øm” i dag.

I hvert fald er jeg godt klar over, eller det er jeg blevet, at jeg skal give min krop ro nu i nogle dage. At jeg måske nok har kørt mig selv alt for hårdt og faktisk ikke været særlig sød ved min krop. At det har skulle yde mere end den måske har fået brændstof til, eller måske nok mere på de forkerte tidspunkter. Det er jo ikke noget jeg dør af, at være i underskud, men jeg gør det jo heller ikke bedre for mig selv.

Jeg ved godt at jeg selv kører på, at jeg selv er fanatisk. Jeg ved godt, at det er nok er at betegne som mine berømte skridt tilbage osv. Men jeg nægter fandeme at se det her som et nederlag! Ikke på vilkår! Men jeg skal nok se det lidt som et vink med en vognstang om, at jeg skal skrue lidt ned for fanatismen eller bedre endnu, arbejdere hårdere på at få det under kontrol.

Motion er godt, men jeg skal også lytte til min krop. Det er også fint nok, at jeg er obs på hvad jeg spiser, men det skal ikke styre mit liv… og det er jo det det gør. Jeg ved det godt. Jeg ved også godt jeg skal ændre det… uden jeg går over i den anden grøft og får ædeflip, lader stå til og tager hele lortet på igen.

Fik nogle værktøjer af min psykolog i torsdags, nogle værktøjer som skal indarbejdes og som på sigt vil virke. Ikke noget med mirakelkur og jeg stopper i morgen med at være fanatisk. Det er lige så meget utopi som at jeg er slank i overmorgen. Men jeg skal langsomt indarbejde nogle positive ting i stedet for de negative.

Alligevel kan jeg jo ikke lade være med at føle at fiaskoen igen står og ånder mig i nakken, at jeg igen vil stå med følelsen af at nogen vil tænke “hvad sagde jeg?” (jeg siger ikke at nogen rent faktisk gør det, jeg har bare følelsen). Det må jeg prøve om jeg kan stikke skråt op. Jeg er nødt til at ryste fiasko-følelsen af mig, for jeg har jo ikke givet op.

En ting er, at min krop brokker sig og “straffer” mig, at jeg er blevet syg, men jeg har jo ikke kastet håndklædet i ringen og har heller ikke tænkt mig at gøre det. Når jeg er klar igen om nogle dage, jamen så fortsætter jeg, men måske nok mere med fornuften med i bagagen og med en reminder om, at hastværk ikke nødvendigvis er løsningen.

Jeg siger ikke, at jeg er frelst nu, har set lyset og pludselig er blevet virkelig fornuftig og bare kan det her shit. Men jeg er villig til at gøre nok et forsøg på at komme den vej henad og så længe jeg prøver så er det jo nok ikke helt galt.