Heidi's univers/fat2fab

Indrømmet, jeg ved godt det er bedst at tage de positive briller på og tænke optimistisk på nutiden, fremtiden osv. Men jeg må dælme godt nok også blankt erkende, at jeg synes det er møghamrende svært at blive ved med at forsøge at være positiv når der bare ikke er hold på noget som helst og man ikke aner hvor man står i forhold til ens fremtid…. ikke en gang ens nærmeste fremtid.

Jeg ved godt, at jeg nu har fået min fagforening blandet ind i alt det med kommunen og nok burde give lidt slip, men jeg kan simpelthen ikke slappe af.

Jeg er så bange for fremtiden og der er 117.000 skrækscenarier der drøner rundt i hovedet på mig. Ja, jeg ved godt, at jeg ikke skal tage sorgerne på forskud, men det er altså svært når man bare ikke ved hvor man ender henne, om man pludselig står med nul indtægt, om ens økonomi bliver endnu mere forværret, om man mister sin lejlighed osv. osv. osv. Det stresser mig ufatteligt meget at have en dårlig økonomi, at jeg ikke ved om jeg pludselig må sige min lejlighed op. Det der skal være min base er virkelig på et vaklende grundlag p.t. og det er altså ikke særlig afslappende.

Jeg kan heller ikke overskue hvor pengene skal komme fra til min psykologbehandling når min henvisning udløber. For så er det definitivt slut med at få tilskud og jeg selv skal betale de 900 kr. per samtale. Der er intet at komme efter i mine pensionsordninger eller min familieforsikring, det har jeg undersøgt.

Jeg er da også godt klar over, at mange nok vil mene, at det er fuldstændig åndssvagt, at jeg brugte mine SP-penge på en cykel til 5000 kr. og skiftede mit gamle udslidte tv ud med et nyt til 1000 kr., når jeg kunne have gemt pengene og brugt dem til videre psykologbehandling. Tro mig, jeg har da også pissedårlig samvittighed over, at jeg har disponeret som jeg har, og til tider fortryder jeg da også. Faktisk, så føler jeg, at jeg slet ikke kan tillade mig at jamre, brokke mig endsige nævne min økonomiske situation, fordi jeg valgte som jeg gjorde. Men jeg elsker min cykel og jeg er så glad for, at jeg ikke skal slås længere med det gamle tv (det gik allerede i stykker i sommeren 2007)… men ok… det får jeg jo ikke flere psykologbehandlinger af.

Det er jo et typisk tegn for mig, at jeg har kronisk dårlig samvittighed overfor alt og alle når jeg er inde i en dårlig periode (who am I kidding, jeg har sgu altid dårlig samvittighed). Jeg er en stor omvandrende undskyldning for alverdens ting og jeg forklarer og forsvarer mig i et væk, og jeg kan sgu godt forstå, hvis folk synes jeg er mere end bare almindelig træls at være i nærheden af. Jeg prøver at overkompensere for at jeg ikke har samme energi, ikke samme humør, at jeg kan være pirrelig, kort for hovedet, trist, sur, mut osv. osv. for det skal jo ikke gå ud over andre, at jeg har det som jeg har det. Men ja, som altid går det jo galt og jeg ender med at trække mig totalt tilbage, fordi jeg føler mig misforstået, såret, uelsket og uønsket… og det gør bare ondt værre. Jeg kan bare ikke finde ud af hvor jeg skal gøre af mig selv og hvordan jeg skal være… og det gør bare ondt værre. Det gør det heller ikke nemmere at bevare optimismen når man igen føler sig totalt alene i verden… og jeg siger ikke jeg er det, jeg føler det bare sådan.

Jeg ved godt, at mine omgivelser da allerhelst vil have at jeg er positiv, smilende, glad, har det godt  osv. At jeg kommer videre i mit liv. Jeg prøver også, det håber jeg alle forstår, at jeg prøver virkelig. Jeg er også godt klar over, at nogle nok vil mene, at jeg ikke prøver nok, at jeg prøver det forkerte, at jeg går i ring, er negativ i stedet for positiv osv. Men jeg er altså som jeg er, jeg får altså de her dyk med angst og depression. Det er ikke noget jeg vælger selv – selvom det måske nok kan virke sådan – og jeg kan kun til et vist punkt selv bestemme hvordan jeg kommer videre simpelthen fordi jeg reagerer som jeg gør. Jeg kan forsøge at være nok så optimistisk og gå den vej, men pludselig ramler det hele bare helt.

Og her er jeg nu. Jeg er kørt så træt i min kamp. Alligevel er jeg bange for at give slip og lade min fagforening køre det for mig. Jeg er bange for at blive kastet ud i alverdens ting og sager, at ikke have kontrol og indflydelse på mit liv. Jeg har brug for kontrol og alligevel er jeg handlingslammet og har bare lyst til at flygte fra det hele. Jeg er skræmt fra vid og sans over de ting jeg finder ud af omkring fleksjob og de stramninger der er varslet på området. Jeg er bange for at ende ud med at blive godkendt til fleksjob og ikke få arbejde fordi jeg er for psykisk sårbar og ustabil, at ende på fleksydelse og blive jagtet af kommunen i stedet for Job-centret.

Jeg føler virkelig jeg sidder i lort til halsen og at jeg bare ikke kan komme ud af det. Og ja, jeg føler virkelig det er min egen skyld!

Det er længe siden min angst har været så voldsom og massiv som den er for øjeblikket og det er længe siden jeg har været depressiv samtidig. Angsten ”plejer” at klinge lidt af inden depressionen sætter ind, men den her gang er jeg altså dobbelt ramt, hvilket også gør, at jeg reagerer meget selvmodsigende fra dag til dag eller fra øjeblik til øjeblik. Og det forvirrer, det er jeg godt klar over. Jeg er også selv pisseforvirret over det og kan ikke finde ud af hvordan jeg skal tackle mig selv og de forskellige situationer.

Derfor holder jeg mig også meget for mig selv og kæmper selv. Jeg kan ikke overskue at møde verden. Nu er jeg bare nået til det punkt, hvor det sidste af optimismen er ved at forsvinde helt fra mig. Og så er det altså ikke særlig positivt  for hverken mig eller mine opgivelser.

P.s.
Jeg ved godt det her er et meget rodet indlæg og nok uden sammenhæng, men jeg har bare behov for at få de her ting ud. Det er ikke for at brokke mig, være tudemarie eller noget. Det er simpelthen bare for at læsse af.