Heidi's univers/fat2fab

… det gik bare ikke helt så godt hverken fredag eller i går lørdag.

Der blev godt nok proppet en hel del indenbords som ikke var det mest smarte, men så er det jo godt man har en krop der selv pludselig siger stop. Det har jeg fundet ud af, at jeg også har… altså inden jeg bliver fysisk syg og dårlig af at have overædt. Det plejer ligesom at være stopklodsen for mig… når det er for sent og jeg jamrer over at have kvalme, ondt i maven osv.

I går nåede jeg i hvert fald et punkt hvor det var nok, mere end nok. Det var virkelig alt for meget og bare synet og lugten af chips – det var det jeg var på i går – var ved at få det hele til at vende sig i mig. Der nåede jeg åbenbart pludselig min grænse…. anede så ikke, at jeg havde en. Jeg troede virkelig jeg var ustoppelig.

Resten røg ud, direkte i skraldespanden. Tror der røg lige under en halv pose ud. Men så havde jeg også konsumeret 1½ pose på en dag.

Jeg vil ikke lægge skjul på, at det er altså voldsomme mængder vi taler om når jeg trøstespiser, overspiser og voldæder – som jeg kalder det. Det er mere end hvad normale mennesker overhovedet kan få ned og jeg ved godt det kan være helt uforståeligt, at jeg kan konsumere så store mængder slik og junk på en dag. Men andre der overspiser eller voldspiser, de ved udmærket hvad jeg taler om.

Det er pisseflovt, især når man virkelig gerne vil signalere, at man har da styr på sit madindtag. Det har jeg bare ikke når jeg trøstespiser/voldæder/overspiser.  Det er jo bare ikke noget man taler højt om. Men jeg kan til fulde sætte mig ind i det når en bulimiker liner op til det store ædeflip. Forskellen på en bulimiker og så mig er, at jeg stikker ikke en finger i halsen. Hader at kaste op. Har det som om jeg skal dø, så det vil jeg for alt i verden godt undgå.

Men føj hvor min krop dog bare er smadret af alt det voldspiseri de sidste mange mange uger. Jeg kan godt mærke det, ikke kun ved at jeg har taget næsten 4 kg på, men også energimæssigt. Jeg er mere flad end jeg plejer at være, jeg pruster og stønner for et godt ord.  Min hud er fuldstændig slået ud og er knastør, mine knæ brokker sig, min mave og fordøjelse er helt smadret…. og sådan har det faktisk været længe nu. Alligevel har jeg bare fortsat med at spise som jeg gjorde… totalt hovedløst med hånden i pendulfart fra posen til munden.

I går sagde det hele stop og i dag har jeg faktisk næsten ikke haft lyst til at spise. Men jeg har spist og jeg har spist den mad som jeg spiste før jeg endnu engang gik amok og i selvsving. Den mad som jeg ved min krop trives med, masser af fuldkorn, bønner, linser, grøntsager, frugt, magert kød, nødder, kerner osv osv. Jeg var da alligevel så fornuftig at handle en masse gode ting hjem både fredag og i går, også selvom jeg købte junk.

Nu har jeg ikke mere junk i huset, jeg har kun “de gode ting” og faktisk, så er det også det eneste jeg har lyst til at spise lige nu. Selvom det stadig sidder dybt i mig, at jeg vil dulme, så får jeg virkelig fysisk kvalme bare ved tanken om slik, chips, junk osv.

Så jeg er i dag i det mindste nået et lille bitte stykke videre (har også været ud og gå en 4 km tur, for første gang i et par uger) … og kan jeg bare holde den kørende i dag, så er jeg nået det skridt videre. Så tager jeg i morgen når den kommer… en dag ad gangen. Kan ikke gøre andet lige nu…..men jeg kan da i det mindste at forsøge!