Heidi's univers/fat2fab

at læse netaviser, se tv-avisen på DR1, Nyhederne på TV2, læse nyheder på txt-tv og deltage i diverse debatter på nettet for kors hvor jeg dog bliver skræmt af alle de ting jeg læser/hører/ser man som syg bliver udsat for i dagens Danmark.

Det gavner absolut ikke min sag med kommunen og min egen sygdom, at jeg på en debatside jeg kommer på, falder over et indlæg der omhandler en i Hillerød der ikke kan få bevilliget fleksjob fordi kommunen mener han er for tyk og bare kan tabe sig, så vil det hjælpe på hans smerter (Fagbladet3F – se side 4-5)

Jeg får det heller ikke bedre af, at jeg fx falder over et link til JyskeVestkysten at tykke mennesker ikke får pension – Ingen pension til de tykke

Jeg bliver faktisk skræmt fra vid og sans og tror straks at så bliver min sag mere kompliceret, at det vil også gøre det svært for mig. Jeg bliver helt skør i hovedet af at læse om hvordan andre bliver behandlet i det offentlige system, og jeg bliver bange for, at jeg selv ender ud i alverdens ulykker når mine 26 uger er gået.

Det er ikke fordi jeg vil stikke hovedet i sandet som en anden struds og så bare lade som om, at der ingen problemer er overhovedet i samfundet, men puha… jeg tager alverdens problemer til mig og overfører dem på mig selv, bliver angst for at jeg selv ender ud i crap og føler jeg skal forberede mig på alverdens ting og sager… bare for at være forberedt på det værste faktisk. Det er da ikke til at holde ud…. og da især ikke når jeg har det skidt i forvejen.

Jeg tør ikke engang sige højt til ret mange hvad jeg går og spekulerer på med min egen sag, at jeg er skide bange for alt det med arbejdsprøvning, fleksjob osv. At jeg allerede nu føler mig stresset fordi jeg ikke aner hvad der forventes af mig, fordi jeg er bange for der ikke bliver troet på mig, at jeg bliver presset til mere end jeg kan… og det alene fordi jeg har læst en masse og fundet ud af hvordan andre bliver behandlet i systemet.

Jeg vil så gerne være positiv og tænke, at selvfølgelig bliver jeg da afklaret inden mine 26 uger ekstra sygedagpenge er gået, men jeg har jo fundet ud af, at sådan fungerer verden jo bare ikke.  For det handler åbenbart mere om penge for kommunerne end at hjælpe folk. Det er da sygt at tænke sådan.

Min deadline er blevet rykket 26 uger ja, men nogen garanti for at jeg er kommet videre er der ikke. Det hele afhænger af en hel masse faktorer og den vigtigste er, om kommunen er effektive og ikke bliver ved med at sylte mig. Selvfølgelig skal vi lige have en diagnose/afklaring på hvor alt det med min skulder står, men hvad nu hvis det trækker ud?

Jeg må indrømme, at jeg er træt og jeg orker faktisk ikke rigtig at kæmpe længere. Ja, jeg ved godt, at jeg har lovet min psykolog at jeg tager den slaviske vej med arbejdsprøvning med henblik på fleksjob, men jeg kan slet ikke overskue det helvede det at blive fleksjobvisiteret er. Og ja, det er kun blevet forstærket af, at jeg har fundet ud af hvad alt det fleksjob går ud på.
Men jeg er nødt til at gå den vej, for det er først nu – efter så mange år i systemet og 3 store, lange sygemeldinger – at kommunen har indset at jeg skal arbejdsprøves. Der står så ikke med henblik på hvad… i den sidste opfølgningsplan står der stadig at planen er, at jeg skal tilbage til arbejdsmarkedet. Så jeg skal nok gøre det, for det er den eneste mulighed jeg har. Og så må jeg bare tage tingene i den rækkefølge de kommer.

Men jeg skal holde op med at læse/se nyheder diverse steder og jeg er nok også nødt til at holde mig fra det forum jeg ellers kommer en del på. Jeg kan ikke holde til at min angst for min egen fremtid og sygdom bliver forstærket på den måde. Jeg ser skrækscenarier og katastrofer alle vegne og det får jeg det absolut ikke bedre af. Jeg har det dårligt nok med alt det der sker i mit liv i forvejen.