OBS! Mails bagom bloggen

Hvis du påtænker at sende mig en mail bagom bloggen, så læs venligst først det her indlæg

Heidi

Velkommen til mit univers

... velkommen til den skinbarlige sandhed.

Her viser jeg mit liv råt for usødet, deler mine glæder og sorger på vejen til et sundere liv mens det sker.

Her handler det ikke bare om vægttab, men om at finde sig selv både fysisk og psykisk.

Så velkommen til mit univers og min rejse mod et sundere jeg :-)

Heidi

 

januar 2010
m ti o to f l s
« dec   feb »
 123
45678910
11121314151617
18192021222324
25262728293031

Kategorier

Copyright


Alle tekster og billeder tilhører heidi-l.dk og må ikke bruges uden forudgående aftale
Locations of visitors to this page

Jeg har… øhhhh….

31. januar 2010 kl. 10:04

D. 5. januar skrev jeg et indlæg om en opgave jeg havde fået stillet af min psykolog – “Jeg har…” -  og siden har jeg sådan i baggrunden gået tænkt lidt over hvad jeg dog har at tilbyde  folk, verden og ikke mindst mig selv… og som ikke bare er Heidi med alle problemerne og diagnoserne.

Det er faktisk slet slet ikke så nem en opgave som man lige skulle tro, for hold da op hvor finder man ud af hvor meget man tvivler på sig selv og faktisk nedvurderer sig selv, faktisk mere end man er klar over. Jeg har i hvert fald hele tiden gået med den følelse af, at “ej.. det kan jeg ikke sætte på listen, det er sgu for selvfedt!”

Hvorfor har jeg den følelse? Hvorfor skal jeg partout nedgøre mig selv og føle jeg er selvfed fordi jeg roser sine egne egenskaber? Er det fordi jeg aldrig har lært det eller måske endda er blevet opdraget med, at jeg må ikke fremhæve mig selv, at det er forkert at være selvfed, men at jeg skal være ydmyg og hellere gå i et med tapetet og kun se mine negative egenskaber. Jeg er ikke helt sikker på at jeg er blevet opdraget helt sådan, så meget af det må være selvlært gennem årene i takt med diverse ydmygelser igennem livet. Det må da i den grad være et symptom og tegn på utrolig lavt selvværd, når jeg  føler det er forkert at rose mig selv og mine positive egenskaber og ikke engang kan gøre det i en opgave stillet af min psykolog uden jeg føler stort ubehag ved det! Jeg føler det jo også er forkert når andre begynder at rose mig. Det kan jeg slet ikke have med at gøre.

Jeg synes i hvert fald det er mega mega svært at finde ting som jeg er og har at tilbyde folk, verden, samfundet og ikke mindst mig selv og som jeg kan stå ved uden jeg føler stort ubehag.

Jeg vidste godt, at det ikke blev en venstre hånds opgave det her, men jeg er alligevel overrasket over, at det falder mig så svært som det gør. Jeg troede faktisk jeg var kommet det længere i min proces.

Da jeg tog listen frem her til morgen igen efter jeg har ladet den ligge i en uges tid, stod der ting 6 jeg mener jeg har at tilbyde verden og 3 ting jeg sådan halvkvædet synes jeg da er meget ok til. Selv de 3 ting vil jeg ikke engang sige jeg er gode til, for det føler jeg er at prale!

Jeg er så kommet på 4 yderligere ting jeg nok har at tilbyde verden, men jeg er helt blank… det føles så mærkeligt hult og falsk at sidde og rose sig selv på den måde. Jeg vil faktisk hellere krybe i en musehul end at sidde og rose mig selv og mine såkaldte positive egenskaber til skyerne.

Det er jo lidt noget møg, for jeg har jo netop brug for at se mere på hvad jeg har at tilbyde verden end hvad jeg ikke har, at se bort fra alt det negative… og det falder mig bare så svært, for jeg tvivler på mig selv og tænker igen for meget på hvad andre dog vil tænke.

Jeg vil jo virkelig virkelig gerne elske mig selv og være glad og stolt over de ting jeg kan og har at tilbyde folk, verden og mig selv uden jeg føler jeg er selvfed… men kors hvor er det svært at lære!

Så selvom det er en rigtig god opgave min psykolog har stillet mig, så tror jeg alligevel vi har noget andet vi skal se på også… nemlig hvorfor jeg synes det er så dybt ubehageligt at rose mig selv og hvorfor jeg har så svært ved at erkende, stå ved og sige højt, at jeg rent faktisk også har positive ting at tilbyde verden, samfundet og dermed også mig selv!

Jeg har da  i den grad en “selv-jantelov” jeg skal have smidt på porten!

31. januar 2010 kl. 10:04 | Postet under: Indsigt, Psykolog, Tanker, Terapi, selverkendelse | 2 kommentarer - (Indlæg er lukket for kommentarer)

Straffen

29. januar 2010 kl. 9:58

I går skrev jeg om, hvordan det er at bo alene og leve med smerter, at det ikke er nemt når man skal gør alting selv og især ikke når man som mig ikke er god til at bede om hjælp.

Min krop straffer mig når jeg overanstrenger den og i dag får jeg i den grad lov til at mærke straffen for at have slæbt 10 kg kattegrus hjem og handlet ind i går. Begge dele var dog ikke samtidig, men det er min krop ligeglad med. Den straffer og den er totalt unådig.

I går da jeg kom hjem fra indkøb – skal siges, jeg benyttede mig af bus i går, var hverken ude at gå ret meget eller cyklede overhovedet i det isglatte føre – kunne jeg godt mærke, at jeg var godt brugt. Havde godt ondt over alt og var især meget træt.

I går aftes, da jeg havde fået slappet lidt af, kom første del af straffen, nemlig udmattelsen og forværring i smerterne. Det bliver så slemt, at jeg knapt kan hænge sammen og selvom jeg går i seng i fornuftig tid, så er min krop så udmattet og så øm, at det er umuligt at finde en ordentlig hvilestilling.

Det resulterer i en virkelig forringet nattesøvn og i morges da jeg vågnede,  havde jeg det som om jeg overhovedet ikke havde fået noget hvile i nat.

Jeg er helt død i dag, har ondt i alle ender og kanter af min krop og jeg har igen i dag monster hovedpine (den er vist groet fast tror jeg). Jeg er træt som et ondt ord, min nakke, højre skulder og arm gør virkelig ondt. Min venstre skulder er øm efter at have stået model til at slæbe 10 kg kattegrus fra busstoppestedet og hjem (der er ca. 400 meter).  Og nåh ja… så er mit venstre knæ (ikke højre som sædvanlig) begyndt at gøre voldsomme knuder.

Er der noget at sige til, at jeg er bare lidt mere end almindeligt træt af min krop? Ville ønske man kunne købe løse reservedele og skifte ud efter godt befindende. Det havde været nice.

Det er slemt nok at have smerter og en øm krop, men det værste er næsten, at hjernen også begynder at slå knuder. De dage hvor jeg har det sådan her, så har jeg virkelig røv i begge ender og er et rablende, forvirrende og usammenhængende vrøvlehoved. Kan slet ikke koncentrere mig og har svært ved at finde de ord jeg skal bruge når jeg skal snakke.

Fx. ringede telefonen lige for få minutter siden, det var fra Privatklinikken Bondovej, jeg kunne slet ikke samle tankerne og at få beskeden og skrive ned i kalenderen at jeg har en tid 11. februar kl. 12.30, det tog faktisk ret lang tid at fise ind på lystavlen. Sekretæren spurgte også om hun havde vækket mig og jeg sagde bare ja *G*

Det går lidt nemmere når jeg skal skrive… selvom jeg nu har brugt langt over en halv time på det her indlæg nu.

Men sådan reagerer min krop altså når jeg belaster den. I går var det så lige slæb af kattegrus (jeg ved godt det er sindssygt at slæbe 10 kg med mine smerter) og indkøb, men det kunne lige så godt have været vasketøj der blev slæbt frem og tilbage til vaskeriet, støvsugning, oprydning, madlavning med lidt for tunge løft eller hvor jeg skal bruge armene meget. Lange gåture kan også udmatte mig totalt.

Men desværre er det ikke kun fysisk arbejde der kan køre mig så meget i sænk. Socialt samvær flere dage i træk eller aftaler hvor jeg skal være “på”, det kan også køre mig helt ned under gulvbrædderne.

Det er virkelig træls det er sådan her og jeg har forsøgt så mange gange i flere år nu at gøre alt for at jeg ikke skal gå så meget død, men det er ikke lykkes endnu. Min krop bestemmer suverænt og den straffer hårdt.

Nogle perioder går det selvfølgelig lidt bedre end andre, men jeg ved aldrig hvornår det er en lidt bedre eller  en ret dårlig periode. Det skifter som vinden blæser.

Så sådan ligger landet… og jeg ved straffen kommer, alligevel gør jeg tingene selv… også selvom straffen bliver værre og værre.

Det kunne være jeg skulle se at få bedt om hjælp til bare lidt af tingene… For det er jo ikke nok jeg slås med smerter, der er jo også angsten og alle de depressive tanker der blander sig i det hele… men det er en helt anden historie :)

29. januar 2010 kl. 9:58 | Postet under: Indsigt, Krop, Smerter, Sygdom, Tabu, selverkendelse | 4 kommentarer - (Indlæg er lukket for kommentarer)

Det hjælper jo ikke at man gør det selv

28. januar 2010 kl. 12:02

Det her indlæg er absolut ikke ment som et brokke- eller et “ih hvor er det altså bare synd for mig”-indlæg, men det er ment som et indlæg til at vise hvor svært det er at leve alene når man som mig er smerteplaget og skal gøre tingene selv. Hvordan det påvirker min dagligdag og især hvor meget det forværrer mine smerter.

For det skal man jo, altså gøre tingene selv. Der kommer jo ikke nogen og gør det for en. Jeg er så også typen der har virkelig svært ved at bede om hjælp, for jeg føler hurtigt jeg udnytter folk og det har jeg bare slet ikke lyst til. Nu har jeg så heller ikke et kæmpe netværk og det er jo endnu sværere at få et netværk når man er en “svag” person der har brug for hjælp og har svært ved at hjælpe igen… hvis I forstår.

Men selvom man har nogen til at hjælpe sig, så står de jo heller ikke tilrådighed 24-7, de har jo også deres liv.

Jeg ved godt jeg har min mor, og hun har da også sagt, at jeg bare skal sige til, men hun bor på landet, har sine egne ting, er en dame der heller ikke er helt ung længere og jeg nænner altså ikke at drive mere rovdrift på hende end jeg gør… forstået på den måde, at hun hjælper mig også økonomisk hvor hun kan.

Så jeg vælger at gøre mange ting selv, med de konsekvenser, at jeg slås med virkelig voldsomme smerter bagefter. Ting som fx vasketøj, hente kattegrus (køber specialgrus der varer 1-1½ måned posen, men vejer 1o kg), kattemad, handle ind, støvsuge og rengøring er nogle af de ting er virkelig trækker tænder ud. Selv det at vaske og tørre hår, tømme opvasker og tørre borde af  kan være et stort problem.

Noget har jeg helt prioriteret væk, såsom rengøring (hvilket jordhulen så også bærer tydeligt præg af), men jeg skal jo have vasket tøj (vi har vaskeri), kattene skal jo have kattegrus og kattemad, jeg skal have handlet mad ind til mig selv og en gang i mellem skal der altså støvsuges… og ja, indrømmet… der kan godt gå 2-3-4 dage før jeg kommer i bad… både fordi jeg har smerter, men også fordi jeg nogle dage bare ikke orker.

Når jeg så har gjort en eller flere af tingene, så er der stærke smerter bagefter, nogle dage værre end andre. Men smerterne er der, de går aldrig væk og jeg kan aldrig “holde fri” fra dem.

Det er jo hammer nedværdigende at det skal være sådan at man knapt nok kan holde sit hjem, har svært ved at få vasket tøj, at det skal være en plage at handle ind, et problem at få kattemad og kattegrus hjem osv osv.

Men sådan er mit liv lige nu og har været det rigtig længe. Jeg prøver at klare mig så godt jeg kan, men det er ikke sjovt at have en dag hvor smerterne er nogenlunde og så bliver de forværret pga. noget man har lavet, fordi det altså bare skal laves. Eller en dag hvor man virkelig har ondt, men død pine mig bare skal have vasket tøj fx fordi man har udsat det så mange gange at man ikke har mere rent tøj.

Det sidste lange stykke tid har jeg også været plaget af konstant hovedpine, en hovedpine der ikke går væk uanset hvad og som varierer i styrke. Desuden er jeg også – igennem et stykke tid nu – virkelig energiforladt, træt og bliver udmattet af den mindste ting. Det gør det heller ikke sjovere eller nemmere at få overskud til at gøre de ting der skal gøres. Og det gør det da bestemt heller ikke lettere at tackle smerterne.

Jeg har virkelig mange dage hvor jeg er ved at give totalt op, hvor jeg er dybt ked af det og tuder over hvor ondt jeg har, hvor træls det hele er osv. Så har jeg ind i mellem dage, hvor jeg er nogenlunde klar i hovedet og får gjort nogle ting, nok meget af ren stædighed, men hvor jeg så også bagefter må kravle i seng og bare har sindssygt ondt, og næsten tuder af smerter.

Jeg har jo forpligtelser uanset hvor mange smerter jeg har, men det hjælper absolut ikke på smerterne at jeg gør tingene selv. Men jeg gør det fordi jeg skal og så tager jeg skraldet bagefter med forværrede smerter, men tro mig, det er absolut ikke morsomt… og det er heller ikke morsomt når det bliver tolket som, at jeg kan jo godt, så fejler jeg jo ikke noget.

Ingen kan se hvor ondt man har… Det hjælper jo heller ikke på “systemets” opfattelse, at man bor alene og er nødt til at gøre mange ting selv. Jeg kunne jo også bare vælge at være helt ligeglad med alting og ingenting blev gjort, men det kan jeg jo heller ikke leve med.

Det frustrerer mig ad pommern til, at jeg ikke kan de ting jeg har kunnet før uden at få helt vildt ondt. Jeg vil jo helst selv… og det er nok også det der er det store problem i alt det her.

P.s. jeg ved godt jeg skal blive bedre til at bede om hjælp, men det er virkelig også en af de ting jeg har allersværest ved, især fordi det altid har været mig der var “hjælperen”. Det har måske nok også noget med stolthed at gøre, jeg ved det ikke.

28. januar 2010 kl. 12:02 | Postet under: Indsigt, Reflektion, Smerter, Tabu, problemer, selverkendelse | 2 kommentarer - (Indlæg er lukket for kommentarer)
« Ældre indlæg