Heidi's univers/fat2fab

Det er vist rigtig godt jeg skal til psykolog på torsdag, for den der tomhedsfølelse er da virkelig ved at æde mig op.

Var – som jeg skrev i går – til kosmetolog og selvom det var dejligt og hyggeligt osv, så gik der ikke lang tid før jeg følte mig så ufatteligt tom indvendigt. Faktisk allerede da jeg vi kørte derud (går sammen med min veninde og i går var hendes søster også med) kom tankerne og følelsen.

Jeg ved ikke hvad det er der er galt, men på en eller anden måde, så føler jeg ikke, at jeg har noget at bidrage med… altså med de emner der (som regel) bliver snakket om når vi er afsted, og det er da ikke blevet bedre de sidste mange måneder hvor mit liv nærmest er blevet sat på stand by.

Jeg skammer mig over at nævne det, men jeg tror faktisk jeg føler mig udenfor, især fordi min veninde, hendes søster (som er skide sød, det er slet ikke det) og vores kosmetolog har fælles bekendte, fortid osv. Der kan jeg jo ikke være med som tilflytter og “ny” i flokken. De gange hvor det har været mig, min veninde og hendes veninde har det heller ikke været bedre, der handler det om mænd, kærester, børn.

Det ender i hvert fald meget med, at jeg føler mig som idiot fordi jeg “kommer til” at sige nogle ting hvor jeg måske lyder klogere end jeg er, og så klapper jeg som regel i. I går var heller ingen undtagelse, jeg sagde vist ikke ret meget i de 2½ time vi var der. Men nu er det jo heller ikke mig det skal handle om, det er heller ikke sådan det skal forstås.

Måske er jeg jaloux? Kan det være derfor jeg får sådan en tomhedsfølelse? Det handler jo ikke kun om at det sker når jeg er ved kosmetolog. Det er jo snart hver gang jeg er sammen med andre, at jeg ender op med den følelse og den er virkelig stærk.

Jeg ved ikke hvad det er, men i går var jeg da helt færdig da jeg kom hjem. Træt og udmattet… og virkelig ked af det. Fik en monster tudetur og endte med at skvatte i søvn på sofaen. Jeg var så flov da jeg vågnede, for hvad i alverden var det for en reaktion?

Jeg håber min psykolog kan hjælpe mig med at finde en forklaring på hvorfor den følelse er så udtalt, for den gør mig virkelig ked af det. Det gør det så nok heller ikke bedre, at jeg i forvejen er nede i hullet og har svært ved at komme op. I dag har jeg fx gemt mig under min dyne hele dagen, haft den ene tudetur efter den anden og bare følt mig så elendig og alene… og det er altså ikke den fedeste måde at tilbringe en søndag på.

Jeg håber at finde forklaringen og finde ud af hvad jeg gør ved det, for jeg får det heller ikke bedre af at klappe i når mine omgivelser spørger hvad der er i vejen… men jeg kan simpelthen ikke forklare hvad det er.