Jeg trænger bare så meget til at komme i gang med at læse igen, men jeg kan ikke finde ud af hvad jeg skal forsøge at kaste mig over, for min koncentration er absolut ikke hvad den har været.
Men jeg har jo masser af tid til rådighed for tiden og jeg er ved at blive sindssyg af ikke at få nogle input. Så jeg har kraftigt overvejet at bruge tiden på at træne koncentrationen op igen ved at læse. Det er også noget bedre for mine smerter at jeg sidder med en bog og ikke altid sidder ved min stationære pc eller med den blærbare i skødet.
Nu er der jo bogudsalg hos Arnold Busck og jeg har to tilgodebeviser på sammenlagt 200 kr, så jeg har besluttet at jeg vil købe en bog eller to – alt efter hvad de koster – for så behøver jeg ikke at stresse over, at den skal afleveres på bestemt tid på biblioteket. Desuden trænger jeg bare til at købe en bog… folk der har noget med bøger ved hvad jeg taler om.
Jeg har overvejet “Libri di Luca” af Mikkel Birkegaard, den har jeg ikke læst og er faktisk gået langt udenom den indtil for nylig, fordi jeg synes at alene omtalen af den fik mig til at tænke på “Da Vinci mysteriet” (som jeg i øvrigt aldrig har fået læst færdig, da jeg kedede mig bravt efter 50 sider og opgav). Men så har jeg hørt rundt omkring i krogene, at er man bare lidt bibliofil, så er “Libri di Luca” selvskreven at læse. Om man så synes den er god eller ej, melder historien så ikke noget om.
Men jeg er blevet nysgerrig over det jeg har hørt, så kan den anbefales?
Jeg har nemlig forkølet mig godt og grundigt på den efterhånden, men er der andre bud på en bog jeg kan bruge til at træne min koncentration og genoplive min læselyst, så kom endelig frem med det.
Alle anbefalinger modtages med kyshånd, og de bøger jeg ikke vælger i første omgang, kan jeg jo altid skrive på læse-listen til senere.
Såe… anbefal en god bog til mine støvede og groggy hjerneceller


Nye kommentarer