Heidi's univers/fat2fab

Det er godt jeg nu har været på Neurokirurgisk og fået en afklaring på operation eller ej og jeg nu “kun” går og venter på at finde ud af hvad speciallægen mener der så skal ske, for jeg har virkelig mange smerter.

Jeg får ingen smertestillende andet end Pinex og de rækker som en hvis mand et vist sted. De tager kun toppen af både hovedpine og smerter… hvis jeg er heldig. Der er ingen tvivl om at jeg ikke er ordentligt smertedækket, og det tærer også på mig psykisk  at jeg har så ondt, for jeg kan næsten ikke lave noget og nogle dage kan jeg næsten ikke være nogle steder.

Det er gået rigtig meget ud over mit funktionsniveau at jeg har så mange smerter og at de er blevet værre med tiden. Jeg har skrevet dagbog i 1½ måneds tid og jeg kan se, at mine smerter generelt er blevet værre i forhold til da jeg startede på den.

Så det kan da godt være jeg ikke kan opereres og jeg ikke har bevægelsesindskrænkning, men det ændrer jo ikke på, at jeg har smerter og at de bliver forværret når jeg laver noget… og det har jeg bare virkelig svært ved at acceptere. Jeg tror også det er derfor jeg tvinger mig selv for meget til at lave noget, men der skal jo handles ind, tømmes opvasker, støvsuges lidt og vaskes tøj… bare en gang i mellem.

Jeg er glad for, at jeg skal til min egen hr. doktor på torsdag, for der vil jeg virkelig lægge pres på for at få noget medicin der kan smertedække mig. Jeg er ellers ikke så vild med at tage stærk medicin, men det er altså nødvendigt ellers holder jeg ikke til det her… og da slet ikke til genoptræning.

I dag er smerterne virkelig slemme, i dag kan jeg fornemme at der sidder noget i klemme i højre side af nakken og ud i højre skulder. Det jager og strammer. Jeg har endda ondt ud i venstre side, hvilket er begyndt at komme hyppigere, og så har jeg en hovedpine der gør ondt helt omme i baghovedet.

Jeg er helt grædefærdig over, at jeg har så ondt i dag, for jeg skal vaske tøj… har ikke vasket i 3½ uge og der trænger. Der er absolut ingen tvivl om, at så snart jeg får mulighed for det, så skal jeg selv have vaskemaskine… men det får jeg nok aldrig… med mindre jeg ender på pension og får min gruppelivsforsikring udbetalt. I det hele taget, så får jeg først råd til at gøre min jordhule mere rengøringsvenlig, skifte min seng ud osv. hvis jeg får min forsikring. Men der er ingen garantier for noget som helst, så jeg må klare mig så godt jeg kan så længe.

Jeg bryder mig absolut ikke om at beklage mig og pive over mine smerter og min situation, for jeg vil ikke fremstå som en der klynker, men jeg tror ikke folk er klar over hvor smertefuldt det her er – og kan være – og hvor meget det påvirker ens hverdag at man har ondt og ikke kan lave noget. Hvor ydmygende man føler det er, når ting man før bare har gjort pludselig bliver til ikke bare et lille problem, men et kæmpe stort problem.

Jeg har meget at lære omkring at tackle mine smerter, og jeg har især meget at lære omkring at indse, at jeg kan ikke hvad jeg har kunnet og det er der ikke noget pinligt i. Det er nok det sidste, at jeg synes det er pinligt og ydmygende, der er det allerstørste problem for mig… jeg føler mig mindreværd og frygtelig flov.