I can always dream, can’t I?

Jeg kan godt mærke hvor mine drømme meget er på vej hen og jeg tænker meget på det hver eneste dag efterhånden.  Det føles næsten som mit eget Utopia… eller et fatamogana, for det forvinder hver gang jeg rækker ud efter det. Det føles virkelig for godt til at være sandt og jeg er også bange for at  tænke og drømme for meget om det, for så bliver det da umenneskeligt hårdt, hvis drømmen ikke går i opfyldelse.

Men jeg ønsker virkelig bare ro på i mit liv og jeg fantaserer nok lidt rigeligt om hvordan det bliver når jeg opnår det… men det er også en måde at holde sig selv oppe på og blive ved med at kæmpe. For jeg må godt nok indrømme, at jeg har været ved – og er stadig – ved at give helt op.

Det er nok meget meget svært at forstå for almindelig velfungerende mennesker hvorfor jeg absolut går den vej nu, men jeg tror ikke man forstår det før man selv har prøvet at være syg og blive kørt så langt ud som jeg  – og mange andre syge danskere – er blevet af det såkaldte velfærdsdanmark. Jeg bebrejder heller ikke nogen, at det er svært at forstå, men jeg kan nu alligevel ikke lade være med at blive lidt ked af det når jeg føler der bliver sat store spørgsmålstegn ved mit ønske. Det er jo ikke for sjov jeg er endt hvor jeg er endt.

Jeg føler lige pludselig at jeg skal holde lidt lav profil og ikke snakke så meget om det, heller ikke når folk spørger. At jeg bare skal holde det for mig selv og holde mine tanker omkring det for mig selv. Jeg ved godt det er en måde at passe på mig selv, men jeg er også bange for at jeg selv skruer det for højt op og bliver frygtelig skuffet hvis det ikke går sådan… at jeg taber ansigt og det bliver endnu sværere at se folk i øjnene.

But I can always dream, can’t I ? Det er der vel ikke noget galt i?

Tanker og drømme er gudskelov stadig toldfrie… og når vi altid ønsker det bedste for andre, hvorfor så ikke også ønske det der er bedst for en selv?