Er det hele mon “bare” psykisk?

Det var lidt af en turbulent dag i går, både angst- og følelsesmæssigt, men også smertemæssigt.

Jeg var godt nok meget ved siden af mig selv, for jeg reagerer absolut ikke rationelt når jeg udsættes for ting som jeg ikke kan styre og ikke har indflydelse på. Normale mennesker tackler jo tingene helt anderledes og jeg kan godt forstå det er meget svært at forstå, at jeg reagerer som jeg gør. Det virker jo helt ude i hampen at man kan reagere så “sindssygt” som jeg gør, men sådan er jeg altså skruet sammen i mit lille hoved. Jeg kan ikke styre det selv og jeg bliver monster ked af det bagefter. Jeg synes det er vildt pinligt og jeg kan ikke lade være med at føle, at nogle af de modreaktioner jeg får er irettesættelser som var jeg et lille hysterisk barn. Jeg ved godt det nok ikke skal tolkes sådan, men igen.. det er min måde at reagere på og tænke på… og den er ikke som alle andres.

Jeg fik dog nogenlunde styr på mig selv i løbet af nogle timer, men jeg havde alligevel nået at lave lidt “skade” og vist min “hysteriske” angst-side i både en mail til fagforening og i et indlæg på k10.dk…. og nåh ja.. her på min blog. Men der synes jeg nu alligevel jeg fik forklaret lidt mere om hvorfor jeg er så meget ude i hampen når jeg får mine “flip”, som jeg kalder dem.

En telefonsamtale med min mor fik mig i første omgang ned på jorden igen, der kan jeg tude uden jeg synes det er pinligt og hun kender mig jo, ved hvordan jeg reagerer og ved hvordan hun skal snakke til mig så det ikke preller af.

På k10.dk fik jeg også rigtig god respons på mit indlæg omkring kommunen, afklaring osv. og en kær gammel veninde, som jeg ikke har haft så meget kontakt med af flere årsager de sidste 1½ års tid, ringede til mig i går eftermiddags. Hun følger mig på k10.dk og læser min blog og hun ville lige berolige mig omkring nogle ting. Det er jeg sgu glad for hun gjorde, for jeg fik sat en del ting på plads i mit hoved.

Der er så stadig nogle ting jeg mangler at få på plads, men jeg skrev i går – et par timer efter jeg havde talt med min socialrådgiver – en mail til hende for at sikre mig jeg havde forstået det hun havde sagt korrekt og så havde jeg nogle tillægsspørgsmål. Desuden bad jeg om aktindsigt – igen igen – og især om en kopi af lægekonsulenten/sociallægens vurdering og af indstillingen/visitation til RevaHuset, så jeg er forberedt på hvad de ved om mig når jeg skal til møde/samtale. Jeg har så ikke fået svar på den mail, men min sagsbehandler på fagforeningen mente det var en meget relevant mail og nogle  meget relevante ting jeg havde spurgt om. Så jeg kan altså godt tænke nogenlunde klart og handle når jeg sådan lige bliver hevet ned på jorden igen.

Smertemæssigt er det gået helt amok. Jeg synes bare ikke Tegretol virker overhovedet. Jeg har siden i fredags taget 100 mg både morgen og aften og jeg har stadig lige ondt. Faktisk har jeg siden jeg begyndte med 200 mg om dagen fået mere ondt og i går var det da helt sindssygt.

Jeg havde så ondt i min arm og nakke i går aftes, at jeg tudede af smerte på et tidspunkt. Jeg kunne simpelthen ikke være nogen steder.  Det hjalp en smule at komme i seng og ligge med den hovedpude jeg har lånt af min mors veninde, men jeg vågnede i nat flere gange med smerter.. og det ødelægger sgu nattesøvnen. Er ved at være godt træt af enten at vågne pga. drømme eller pga. smerter.

I dag har jeg stadig mega ondt, har taget min Tegretol som jeg plejer og har har suppleret med to Pinex fordi jeg nok engang har hovedpine (det har stået på i over en måned nu med daglig hovedpine), og intet bare hjælper.

Så jeg kan da ikke lade være med at tænke, er det hele mon “bare” psykisk for mit vedkommende?

For det er da ret tankevækkende at jeg netop i går oplever så stærke smerter… jeg mener, på en dag med så meget angst og uro.

Der er jo ingen tvivl om, at min psykiske tilstand forværrer mine smerter og smerterne forværrer min psykiske tilstand. Det har min læge jo sagt til mig nogle gange nu. Jeg har også fået at vide, at jeg – i og med er så skrøbelig psykisk – også tackler smerter meget dårligt, men det er ikke noget jeg kan gøre for.

Jeg kan så bare ikke lade være med selv nu og sidde og tænke på, hvor meget af det er egentlig psykisk? Men det gør jo ikke smerterne mindre reelle og mindre “legale” for jeg har jo ondt.

Jeg kan ikke lade være med at blive ked af det over, at jeg selv tænker i de baner, at jeg selv tilskriver det hele som psykisk, for jeg har jo fået påvist at der er noget fysisk i min højre skulder… men hvad nu hvis jeg selv forværrer det hele med min tankegang osv.

Måske er det ikke lige det jeg skal spekulere mest over lige nu og så overlade det til de kloge hoveder at finde ud af hvad jeg fejler og finde ud af om det er fysisk eller psykisk. Men inderst inde håber jeg, at skanningen af nakken viser bare et eller andet så jeg ikke får ret i mine egne bange anelser og dem der så gerne vil tilskrive alle mine problemer mit tossede hoved  ikke får ret.