Det hjælper jo ikke at man gør det selv

Det her indlæg er absolut ikke ment som et brokke- eller et “ih hvor er det altså bare synd for mig”-indlæg, men det er ment som et indlæg til at vise hvor svært det er at leve alene når man som mig er smerteplaget og skal gøre tingene selv. Hvordan det påvirker min dagligdag og især hvor meget det forværrer mine smerter.

For det skal man jo, altså gøre tingene selv. Der kommer jo ikke nogen og gør det for en. Jeg er så også typen der har virkelig svært ved at bede om hjælp, for jeg føler hurtigt jeg udnytter folk og det har jeg bare slet ikke lyst til. Nu har jeg så heller ikke et kæmpe netværk og det er jo endnu sværere at få et netværk når man er en “svag” person der har brug for hjælp og har svært ved at hjælpe igen… hvis I forstår.

Men selvom man har nogen til at hjælpe sig, så står de jo heller ikke tilrådighed 24-7, de har jo også deres liv.

Jeg ved godt jeg har min mor, og hun har da også sagt, at jeg bare skal sige til, men hun bor på landet, har sine egne ting, er en dame der heller ikke er helt ung længere og jeg nænner altså ikke at drive mere rovdrift på hende end jeg gør… forstået på den måde, at hun hjælper mig også økonomisk hvor hun kan.

Så jeg vælger at gøre mange ting selv, med de konsekvenser, at jeg slås med virkelig voldsomme smerter bagefter. Ting som fx vasketøj, hente kattegrus (køber specialgrus der varer 1-1½ måned posen, men vejer 1o kg), kattemad, handle ind, støvsuge og rengøring er nogle af de ting er virkelig trækker tænder ud. Selv det at vaske og tørre hår, tømme opvasker og tørre borde af  kan være et stort problem.

Noget har jeg helt prioriteret væk, såsom rengøring (hvilket jordhulen så også bærer tydeligt præg af), men jeg skal jo have vasket tøj (vi har vaskeri), kattene skal jo have kattegrus og kattemad, jeg skal have handlet mad ind til mig selv og en gang i mellem skal der altså støvsuges… og ja, indrømmet… der kan godt gå 2-3-4 dage før jeg kommer i bad… både fordi jeg har smerter, men også fordi jeg nogle dage bare ikke orker.

Når jeg så har gjort en eller flere af tingene, så er der stærke smerter bagefter, nogle dage værre end andre. Men smerterne er der, de går aldrig væk og jeg kan aldrig “holde fri” fra dem.

Det er jo hammer nedværdigende at det skal være sådan at man knapt nok kan holde sit hjem, har svært ved at få vasket tøj, at det skal være en plage at handle ind, et problem at få kattemad og kattegrus hjem osv osv.

Men sådan er mit liv lige nu og har været det rigtig længe. Jeg prøver at klare mig så godt jeg kan, men det er ikke sjovt at have en dag hvor smerterne er nogenlunde og så bliver de forværret pga. noget man har lavet, fordi det altså bare skal laves. Eller en dag hvor man virkelig har ondt, men død pine mig bare skal have vasket tøj fx fordi man har udsat det så mange gange at man ikke har mere rent tøj.

Det sidste lange stykke tid har jeg også været plaget af konstant hovedpine, en hovedpine der ikke går væk uanset hvad og som varierer i styrke. Desuden er jeg også – igennem et stykke tid nu – virkelig energiforladt, træt og bliver udmattet af den mindste ting. Det gør det heller ikke sjovere eller nemmere at få overskud til at gøre de ting der skal gøres. Og det gør det da bestemt heller ikke lettere at tackle smerterne.

Jeg har virkelig mange dage hvor jeg er ved at give totalt op, hvor jeg er dybt ked af det og tuder over hvor ondt jeg har, hvor træls det hele er osv. Så har jeg ind i mellem dage, hvor jeg er nogenlunde klar i hovedet og får gjort nogle ting, nok meget af ren stædighed, men hvor jeg så også bagefter må kravle i seng og bare har sindssygt ondt, og næsten tuder af smerter.

Jeg har jo forpligtelser uanset hvor mange smerter jeg har, men det hjælper absolut ikke på smerterne at jeg gør tingene selv. Men jeg gør det fordi jeg skal og så tager jeg skraldet bagefter med forværrede smerter, men tro mig, det er absolut ikke morsomt… og det er heller ikke morsomt når det bliver tolket som, at jeg kan jo godt, så fejler jeg jo ikke noget.

Ingen kan se hvor ondt man har… Det hjælper jo heller ikke på “systemets” opfattelse, at man bor alene og er nødt til at gøre mange ting selv. Jeg kunne jo også bare vælge at være helt ligeglad med alting og ingenting blev gjort, men det kan jeg jo heller ikke leve med.

Det frustrerer mig ad pommern til, at jeg ikke kan de ting jeg har kunnet før uden at få helt vildt ondt. Jeg vil jo helst selv… og det er nok også det der er det store problem i alt det her.

P.s. jeg ved godt jeg skal blive bedre til at bede om hjælp, men det er virkelig også en af de ting jeg har allersværest ved, især fordi det altid har været mig der var “hjælperen”. Det har måske nok også noget med stolthed at gøre, jeg ved det ikke.