Straffen

I går skrev jeg om, hvordan det er at bo alene og leve med smerter, at det ikke er nemt når man skal gør alting selv og især ikke når man som mig ikke er god til at bede om hjælp.

Min krop straffer mig når jeg overanstrenger den og i dag får jeg i den grad lov til at mærke straffen for at have slæbt 10 kg kattegrus hjem og handlet ind i går. Begge dele var dog ikke samtidig, men det er min krop ligeglad med. Den straffer og den er totalt unådig.

I går da jeg kom hjem fra indkøb – skal siges, jeg benyttede mig af bus i går, var hverken ude at gå ret meget eller cyklede overhovedet i det isglatte føre – kunne jeg godt mærke, at jeg var godt brugt. Havde godt ondt over alt og var især meget træt.

I går aftes, da jeg havde fået slappet lidt af, kom første del af straffen, nemlig udmattelsen og forværring i smerterne. Det bliver så slemt, at jeg knapt kan hænge sammen og selvom jeg går i seng i fornuftig tid, så er min krop så udmattet og så øm, at det er umuligt at finde en ordentlig hvilestilling.

Det resulterer i en virkelig forringet nattesøvn og i morges da jeg vågnede,  havde jeg det som om jeg overhovedet ikke havde fået noget hvile i nat.

Jeg er helt død i dag, har ondt i alle ender og kanter af min krop og jeg har igen i dag monster hovedpine (den er vist groet fast tror jeg). Jeg er træt som et ondt ord, min nakke, højre skulder og arm gør virkelig ondt. Min venstre skulder er øm efter at have stået model til at slæbe 10 kg kattegrus fra busstoppestedet og hjem (der er ca. 400 meter).  Og nåh ja… så er mit venstre knæ (ikke højre som sædvanlig) begyndt at gøre voldsomme knuder.

Er der noget at sige til, at jeg er bare lidt mere end almindeligt træt af min krop? Ville ønske man kunne købe løse reservedele og skifte ud efter godt befindende. Det havde været nice.

Det er slemt nok at have smerter og en øm krop, men det værste er næsten, at hjernen også begynder at slå knuder. De dage hvor jeg har det sådan her, så har jeg virkelig røv i begge ender og er et rablende, forvirrende og usammenhængende vrøvlehoved. Kan slet ikke koncentrere mig og har svært ved at finde de ord jeg skal bruge når jeg skal snakke.

Fx. ringede telefonen lige for få minutter siden, det var fra Privatklinikken Bondovej, jeg kunne slet ikke samle tankerne og at få beskeden og skrive ned i kalenderen at jeg har en tid 11. februar kl. 12.30, det tog faktisk ret lang tid at fise ind på lystavlen. Sekretæren spurgte også om hun havde vækket mig og jeg sagde bare ja *G*

Det går lidt nemmere når jeg skal skrive… selvom jeg nu har brugt langt over en halv time på det her indlæg nu.

Men sådan reagerer min krop altså når jeg belaster den. I går var det så lige slæb af kattegrus (jeg ved godt det er sindssygt at slæbe 10 kg med mine smerter) og indkøb, men det kunne lige så godt have været vasketøj der blev slæbt frem og tilbage til vaskeriet, støvsugning, oprydning, madlavning med lidt for tunge løft eller hvor jeg skal bruge armene meget. Lange gåture kan også udmatte mig totalt.

Men desværre er det ikke kun fysisk arbejde der kan køre mig så meget i sænk. Socialt samvær flere dage i træk eller aftaler hvor jeg skal være “på”, det kan også køre mig helt ned under gulvbrædderne.

Det er virkelig træls det er sådan her og jeg har forsøgt så mange gange i flere år nu at gøre alt for at jeg ikke skal gå så meget død, men det er ikke lykkes endnu. Min krop bestemmer suverænt og den straffer hårdt.

Nogle perioder går det selvfølgelig lidt bedre end andre, men jeg ved aldrig hvornår det er en lidt bedre eller  en ret dårlig periode. Det skifter som vinden blæser.

Så sådan ligger landet… og jeg ved straffen kommer, alligevel gør jeg tingene selv… også selvom straffen bliver værre og værre.

Det kunne være jeg skulle se at få bedt om hjælp til bare lidt af tingene… For det er jo ikke nok jeg slås med smerter, der er jo også angsten og alle de depressive tanker der blander sig i det hele… men det er en helt anden historie