Jeg prøver at holde humøret oppe…

… men jeg må indrømme, at jeg har det som om jeg går rundt i en eller anden choktilstand og der skal ikke meget til før jeg bliver virkelig ked af det. Alligevel har jeg det som om jeg har svært ved at reagere, når jeg ser hvordan andre folk reagerer når jeg fortæller hvad skanningen sagde. Måske fordi jeg er bange for at krakelere mellem hænderne på folk.. jeg ved det ikke.

Men livet må jo gå videre selvom jeg har fået at vide, at det faktisk er ret alvorligt med den nakke. Og som en skrev til mig på k10.dk, så bliver jeg jo hverken mere eller mindre syg eller får mere eller mindre ondt af at vide hvad det er.

Men alligevel er jeg da monster ked af det, og det syns jeg også jeg har ret til at være, for jeg synes sgu godt nok jeg har rigeligt at slås med i forvejen. Og ja, det er da rart at vide, at det ikke er fordi jeg er “syg i hovedet” at jeg har ondt, og kommunen ikke kan køre det af på mine psykiske lidelser, jeg synes bar det er alt alt for overvældende, at jeg skal igennem det her også.

Jeg ved også godt, at der nok kan gøre et eller andet ved det, men er der ingen garantier. Og nej, jeg er ikke pessimist, jeg er nok bare skadet af de år jeg arbejdede indenfor sundhedssystemet. Jeg ved helt realistisk godt, at der er ingen garantier for at jeg bliver 100% god og smertefri igen.

Uanset hvad specialisterne bestemmer sig for, så bliver den en lang og sej kamp at komme tilbage… og det oveni alt det andet. Men jeg er da ikke død endnu, så det skal jeg da nok klare… selvom det godt nok virker ret håbløst fra tid til anden.

Jeg prøver at holde humøret oppe og prøver virkelig inderligt at visualisere lyset for enden af den uendelige tunnel. Nogle dage er det bare svært og virker fuldstændig uopnåeligt. Jeg glæder mig bare til at kunne  hæve armene i en sejrsrus og juble højt til hele verden og endelig få lov at komme med gode ting fra min verden… og ikke bare se på at de sker for andre.

Så jeg kæmper videre, selvom jeg lige nu godt nok synes jeg har fået et ordentligt dunk oveni hovedet og igen har fået slået en brik tilbage til start. Men hvad… der er vel flere 6′ere tilbage til mig også, så jeg også kan få lov at komme i mål i det jeg efterhånden synes er et uendeligt spil liv-ludo.