Anmeldelse: “Libri di Luca”

Forfatter: Birkegaard, Mikkel
Titel: Libri di Luca
Sideantal: 447
Indbinding: Indbundet
Udgivet: 2007
ISBN: 8711312572
Forlag: Aschehoug/Lindhardt og Ringhof

Læs beskrivelsen af bogen på forlagets hjemmeside

”Luca Campellis ønske om at dø omgivet at sine elskede bøger gik i opfyldelse en sen aften i oktober”.

Så genialt starter Mikkel Birkegaards debutroman og min nysgerrighed som stor bogelsker var fanget med det samme.

Efter en lang tørkeperiode uden bøger, var ”Libri di Luca” den første bog der skulle vække min lyst til at læse igen, og det selvom jeg siden bogen udkom i 2007, stædigt har nægtet at læse den. Nægtet fordi alle gange jeg hørte eller læste om den, blev den sammenlignet med Dan Brown’s ”Da Vinci Mysteriet” og den bog får jeg aldrig læst. Jeg kedede mig bravt efter 50 sider og gav op. Siden da har jeg veget bort med korsets tegn hver gang nogen enten har nævnt eller sammenlignet en bog med ”Da Vinci”.

Hvor er jeg glad for, at jeg til sidst blev så nysgerrig og fik købt og læst ”Libri di Luca”, for jeg var fra første sætning hooked og suget ind i historien inden jeg nåede nederst på side 1. Og hvor er jeg glad for, at alle mine forudindtagelser er blevet manet noget så eftertrykkeligt i jorden.

Første halvdel af ”Libri di Luca” er intet mindre end fantastisk. Der er så ufatteligt mange smukke passager i bogen hvor man helt vidunderligt bliver vævet ind i tanken og ideen om mennesker der kan påvirke andres oplevelse af en bog, enten ved at læse højt for folk eller ved at ændre ved folks opfattelse når de selv læser. Det er ikke så få gange, at jeg i første halvdel af bogen sidder og ønsker at få lov at møde sådan en Lettore, som de hedder, eller endda selv være en.

Jeg erkender åbenlyst, at jeg forelskede mig dybt i bogen mens jeg sad og læste, men da jeg var nået ca. 250 sider ind i historien, begyndte min forelskelse at blegne lidt og spørgsmål og endda irritation begyndte at kaste grå skyer over oplevelsen. Især den sidste 4. del af bogen har flere steder der irriterer mig fordi jeg føler jeg mangler svar, jeg synes plottet begynder at blive lidt for Hollywood-agtig og jeg synes at når klimaks endelig afsløres er det alt for tyndt i forhold til det der bliver lagt op til, hvilket er så synd.

Hvor jeg i bogens første halvdel sidder med følelsen af, at det vil være helligbrøde at filmatisere den historie (filmrettighederne er købt af Nordisk Film), sidder jeg især på de sidste ca. 125 sider og tænker, at det er kun skrevet med film for øje. Jeg føler nærmest jeg sidder med et filmmanuskript da det går mest hedt for sig. Der går lidt for meget tju-bang i den og jeg føler, forfatteren på et tidspunkt bliver for banal i den måde han skildrer de forskellige personer, at han gør personerne alt for naive og sort/hvide.

Men selvom jeg ikke er vildt begejstret for bogens klimaks, så ændrer det ikke ved det faktum, at mange passager er ufatteligt godt skrevet og især de steder hvor Mikkel Birkegaard beskriver kærligheden til bøger og det at læse er virkelig smukke. Der var flere steder i bogen hvor jeg sad og var dybt misundelig over ikke at besidde de evner han har givet Lettorerne. Som almindelig dødelig bibliofil kan man ikke undgå at få frydefulde kuldegysninger over den måde Mikkel Birkegaard beskriver den magi en bog og læseoplevelse kan give. Jeg tør vædde på at alle der elsker at læse en god bog til fulde kan sætte sig ind i det han mener.

At der er nogle ting der skuffer mig lidt ændrer dog ikke på det faktum at det er en virkelig vidunderlig bog, og jeg er glad for, at jeg endelig har fået mine forbehold og forudindtagelser skaffet af vejen. Den fortjener på ingen måde at blive sammenlignet med ”Da Vinci”… efter 50 sider af ”Libri di Luca” vil man nemlig kun have mere.

Af en debutroman er “Libri di Luca” saftsuseme godt gået!