Det er en ulempe at være veltalende når man er syg

Har lige haft en yderst interessant 45 minutter lang telefonsamtale med min sagsbehandler på fagforeningen. Interessant på flere planer faktisk.

Jeg er medlem af en af de såkaldte gule fagforeninger/a-kasser og de har kun et a-kasse-kontor her i byen. Den faglige del sidder i en anden landsdel. Men så er det jo godt at der både findes mail, snail-mail og telefoner når man ikke sådan lige kan troppe fysisk op til et møde.

Det er længe siden min sagsbehandler og jeg har talt sammen, vores kommunikation foregår faktisk stort set kun via mail, så derfor var overraskelsen også stor, da hun ringede fem minutter over 8. Heldigt for hende, at jeg vågner tidligt.

Det var som skrevet ovenfor, en yderst interessant samtale. Hvor jeg længe har været i tvivl om hvor meget min fagforening egentlig gad kæmpe for mig, har jeg nu fået endeligt bekræftet, at de vil rigtig gerne kæmpe for mig.

Faktisk ringede hun bare for at høre hvordan det var gået i går på Neurokirurgisk, men vi endte med at få en god lang snak om flere ting. Bl.a. fik vi snakket om sygedagpengeloven, om den paragraf jeg er forlænget under, hvad jeg skal være opmærksom på når jeg skal have skrevet lægepapirer på det med min nakke/skulder osv. Det er nemlig ikke bare ligegyldigt hvad der står når kommunen skal forlænge ens sygedagpenge.
Jeg fik fortalt om flere ting jeg er utilfreds med i kommunens sagbehandling, fik sat nogle ting på plads omkring ressourceprofilen, fik sagt at jeg faktisk ikke har været fysisk til møde på kommunen siden 9. september 2009, hvilket hun blev dybt fortørnet over og straks ville tage fat i. Det er nemlig klart lovbrud.

Midt i det hele udbryder min sagsbehandler, at hun da fuldstændig har overset, at jeg jo også har alle de psykiske aspekster og at min psykolog og praktiserende læge har skrevet, at jeg har en varig nedsat arbejdsevne. Så al den snak om paragraffer og forlængelse, falden i mellem to stole osv, det kunne kommunen godt glemme alt om, for der står sort på hvidt, at jeg har nedsat arbejdsevne, så jeg skal forlænges efter en bestemt paragraf.

Hun blev så flov og undskyldte mange gange, for hun ved jo godt da hun har alle papirer på mig, at jeg har mine psykiske diagnoser, men forklarede det med, at jeg er så veltalende, velformuleret, velinformeret og har tjek på tingene at man helt glemmer, at jeg har de psykiske problemer som jeg har når man taler med mig. Og det fik vi os en god lang snak om, for ja, jeg ved godt jeg er veltalende, velformuleret etc., men det er jo kun til en vis grænse. For jeg er det jo dels fordi jeg er kontrolfreak og når jeg mister kontrollen, så kegler jeg fuldstændig ud, mister overblikket, går i selvsving og så kører jeg derud af… og det har hun jo mail-beviser på, som hun selv sagde.

Jeg indrømmede, at jeg også synes det er en plage, at jeg bliver bedømt så meget på det… og især at jeg også bliver bedømt meget på, at jeg er uddannet som jeg er. For selvom jeg hader mit tidligere erhverv (og heller ikke kan arbejde indenfor det), så er jeg alligevel så erhvervsskadet, at jeg skal have orden i tingene, at jeg stadig kan bruge min viden (omend den er rusten) og det giver mig klart nogle fordele i forhold til at forstå min sag og mine syge-papirer… men det er også en kæmpe ulempe, i og med at folk ser mig i et anderledes lys.

Jeg har da i min tid i systemet siddet overfor 3 forskellige  socialrådgivere og en jobkonsulent på Jobcentret sagt i en meget bidsk tone, når de kom med udbrud som at jeg er da virkelig velformuleret og lader da til at have det rigtig godt sådan som jeg kan snakke for mig, at jeg anede ikke at det at være dum var et kriterie for at være syg! Det får folk til at klappe i.

Ja, det kan da godt være det er en kæmpe force at være sådan her, men man slår sig sgu også ganske grusomt når man mister grebet og kontrollen osv.

Og at jeg er så store modpoler er jo netop et klart bevis på, at når jeg mister kontrollen, mister overblikket osv, så kører jeg derud af. Det står jo også direkte i mine papirer fra min psykolog og min egen læge… og ingen forstår det åbenbart fordi jeg jo er så veltalende, velformuleret osv osv. Nogle gange føler jeg virkelig, at systemet tror jeg lader som om jeg er syg… og det er jo ikke tilfældet.

Normalt er det ikke noget jeg klager over at jeg har et godt hoved skruet på mine skuldre, men det er ikke sjovt når psyken og fysikken ikke passer så godt sammen med det mere. Jeg har ikke nogen stopknap mere og derfor kammer jeg over når det er, men omverdenen ser ikke hele billedet når de taler med en, heller ikke selvom man forklarer hvordan det hænger sammen. For man er jo stadig veltalende osv…. og det er mange gange klart en ulempe når man er syg.