Jeg er født i december 1972 som den mellemste mellem to brødre.Jeg er født og opvokset på Bornholm og har boet der det meste af min barndom, bortset fra en enkelt afstikker til Jylland fra jeg var 5½ til jeg var 8½ år.
Mine forældre blev separeret da jeg var ti måneder og manden min mor giftede sig med da jeg var 3½ år er den eneste far jeg har kendt. Han adopterede min storebror og mig da vi var henholdsvis 10 og 4½ år gamle, kort tid før min lillebror kom til verden.
Udadtil var mit barndomshjem perfekt med en perfekt far og mor. Men det var blot et glansbillede, for sandheden var en hel anden. Mit barndomshjem var præget af mine forældres – især min fars – problemer med min storebror, som efterhånden tog en småkriminel løbebane. Der var tidligt allerede megen uro i min familie, hvilket nok dels skyldes mine forældres arbejde – de var i 8 år selvstændig erhvervsdrivende – dels problemerne med min bror, men også manglende opmærksomhed fra min fars side og forskelsbehandling mellem os børn fra især min fars familie – Min storebror og jeg var jo ikke hans “rigtige” børn.
Da jeg blev teenager blev min far mere og mere dominerende i familien og udviklede sig efterhånden til en hustyran, hvilket udløste voldsomme spændinger og skænderier især imellem ham og mig, og spændinger imellem mine forældre. Jeg var ikke en typisk teenager, jeg rendte ikke i byen eller med drenge, jeg gjorde oprør verbalt og det udviklede sig fra jeg var ca. 15 til nogle voldsommme magtkampe mellem min far og mig. Ofte fik jeg af min mor at vide, at jeg skulle føje mig for min far for husfredens skyld, også selvom han var skyld i konflikterne. Efterhånden var jeg så indblandet i deres ægteskab, at jeg vidste alt for meget om hvad der foregik, det var i flere år et mindre trekantsdrama med min mor i midten. Min far lod det ofte gå ud over min mor når han ikke kunne få magt over mig i vores magtkampe. I starten var det “kun” psykisk terror overfor min mor og resten familien, men det udviklede sig efterhånden også til korporlig afstraffelse af min mor, og efterhånden provokerede han bevidst for senere at kunne lade det gå ud over hende når de var kommet i seng. Den fysiske afstraffelse af min mor startede for alvor fra jeg var omkring 18, og der var han også efterhånden begyndt at udvise tendenser til drikke for meget.
Heldigvis for familien – på nogle punkter – startede min far i 1990 virksomhed i først Esbjerg og senere det tidligere Østtyskland og var derfor meget væk hjemmefra. Det gav lidt mere ro i hverdagen, men også mange konflikter når han så endelig var hjemme. Det hele kulminerede i et voldsomt opgør i påsken 1992 hvor tingene var ved at gå helt galt pga. min fars tiltagende alkoholmisbrug og jalousi.
Jeg flyttede hjemmefra som 20-årig i starten af 1993 og slap dermed ud af familiehelvedet og trekantsdramaet. Mine forældre blev skilt i foråret 1995 efter 18½ års ægteskab og jeg har stort set ikke haft kontakt med min far siden og ønsker det heller ikke.
Alle de problemer i min familie har præget mig meget igennem stort set hele mit liv. Som barn var jeg uforstående overfor hvorfor jeg ikke blev elsket lige så højt af min far og hans familie som min lillebror blev. Jeg var sygeligt jaloux på min lillebror og faktisk hadede ham fordi han fik den opmærksomhed og kærlighed som jeg så inderligt ønskede at få fra min far. Men senere fandt jeg ud af, at også min lillebror blev svigtet da han blev ældre.
Allerede som 5 årig har jeg følt mig anderledes pga. tydelig forskelsbehandling og jeg var ikke meget ældre før jeg fandt ud af, at jeg var nødt til at kæmpe for at få opmærksomhed fra min far. Og som barn forstår man ikke hvorfor det sker, man elsker betingelsesløst alligevel. Da jeg blev ældre begyndte jeg at sætte spørgsmålstegn ved tingene og undre mig over, hvorfor jeg ikke var god nok, hvorfor jeg ikke blev accepteret som en del af min fars familie og hvorfor jeg ikke var værd at elske.
Havde det ikke været for min mor og hendes gren af familienhistorie – især min mormor og morfar som jeg var meget tæt knyttet til – ved jeg ikke hvor jeg havde været henne i dag. Der fik jeg den kærlighed af bedsteforældre som jeg savnede fra den anden side. Jeg føler den dag idag – selvom både min mormor og morfar samt farmor og farfar er døde – at den eneste familie jeg nogensinde har haft og har er den på min mors side. Der har jeg altid følt mig hjemme.Det meste af min skoletid var et mareridt. Fra ca. 4. klasse til en gang i 9. blev jeg mobbet. Jeg var klassens tykke pige. Efter nutidens standard var jeg overhovedet ikke tyk da jeg gik i 4. klasse. Jeg var en sund og rund pige, men det satte sig dybe spor i mig at blive mobbet som værende tyk. Det startede faktisk en vægtmæssig lavine i mit liv som jeg endnu ikke er kommet ud af. I det større klasser blev jeg holdt udenfor og blev ikke inviteret med til fester og ingen ville være kæreste med mig. Igen nederlagsfølelser der fik mig til at føle jeg ikke var god nok og ikke værd at elske.
Alle problemerne i familien og i skolen har sat dybe spor i mig, spor som jeg kæmper med den dag i dag. Det meste af mit liv har været præget af ængstelse, angst, mindreværdsfølelse, dårligt selvbillede, trøstespisning, svigt, mobning, kamp og jalousi og det er stadig ting der præger mig i dag. I mange år lod jeg folk behandle mig dårligt, især mine såkaldte venner, for ellers var jeg bange for at de ikke ville være venner med mig. Det har også kostet på selvværdskontoen, men det var en sejr, da jeg lærte at sige fra overfor mine gamle venner. Det har jeg stadig med mig i dag og jeg er blevet bedre til at sætte grænser overfor dem der er tæt på mig.
Jeg har et utroligt dårligt selvbillede og kropsbillede pga mine mangeårige vægtproblemer og trøstespisning. Kærester har jeg aldrig rigtig haft, da jeg altid har følt jeg var ulækker og at ingen ville være kæreste med mig. Og alligevel har jeg sukket efter ømhed, kærlighed og tryghed ligesom alle andre. Men jeg har ikke turdet og har haft for mange nederlag med det andet køn, for mange afvisninger, deraf trøstespisning og så blev jeg endnu tykkere osv. osv. Altså den klassiske onde spiral. Så jeg begyndte at forelske mig dem jeg ikke kunne få, hvilket også var en måde at straffe mig selv på. Den fælde er jeg så stadig ikke helt kommet ud af, og jeg tvivler stadig meget på det med kærester og det andet køn.
Jeg tvivler enormt meget på mig selv og alle de ting min far har gjort i mod mig har jeg selv videreført til mig selv. Jeg faktisk direkte har mishandlet mig selv fysisk og psykisk i mange år, hvilket har udviklet sig til regulære depressioner. Jeg har mange destruktive mønstre og handlinger, noget jeg går i terapi for at lære at lade være med. Men det er svært at slippe følelsen af, at man ikke er værd at elske, at man ikke har noget at tilbyde folk, at man ikke er god nok og skal bevise hele tiden, at man godt kan bruges til noget.
Al den modgang, angst og destruktive adfærd har også sat sit præg på min krop rent fysisk. Ikke kun vægtmæssigt, men også rent sygdomsmæssigt. Som knapt 18-årig fik jeg konstateret galdeproblemer og kort tid efter mavesår. Senere fik jeg konstateret galdesten. Noget jeg sloges med i små 4 år inden jeg blev opereret.
Men trods megen modgang og sygdom igennem mit liv (der er mere end jeg lige har skrevet her), har jeg formået at være et positivt menneske og selvom jeg har været igennem meget, ved jeg at jeg har masser af gode oplevelser og ting til gode. Og hele mit liv har da heller ikke KUN været problemer og elendigheder. Jeg har oplevet mange gode ting, som jeg sætter stor pris på. Jeg har stadig mit gode humør og mine skøre indfald og det at jeg lever med depressioner er ikke ensbetydende med, at jeg KUN er det.
Den her hjemmeside har jeg lavet for at fortælle om mit liv, hvordan det er kommet så vidt og hvordan jeg er kommet videre… og kommer videre i mit liv.
Nye kommentarer