Forhistorie

Forandring kan ske på to vigtige måder: Ved at begynde at handle positivt eller ved at holde op med at handle negativt.
Dr. Phil McGraw.

Jeg kan ikke sige hvornår jeg første gang fik en depression, men jeg har nok lidt af vinterdepressioner i mere eller mindre grad siden jeg var sidst i mine teenageår, jeg fik det bare aldrig konstateret af min læge eller fik behandling. Jeg havde det bare sådan om vinteren.

Da jeg kom i lære som lægesekretær i 1992 havde jeg flere perioder hvor jeg havde det rigtig skidt, men blev aldrig diagnosticeret eller kom i behandling. Der var ingen der dengang tænkte på om jeg kunne have vinterdepressioner eller almindelige depressioner, jeg var bare nok uheldig med min læreplads og havde svært ved at indordne mig.

Begge dele er måske nok også korrekt, men det ændrer ikke på det faktum, at jeg psykisk havde det ufatteligt skidt de to år jeg var i lære. Ikke nok med jeg sloges med mit mavesår og mine galdesten, jeg var også ufatteligt usikker, led af mindreværdsfølelser, var bange for ikke at slå til og for ikke at gøre tingene godt nok, jeg var stresset og under voldsomt pres på min arbejdsplads. Jeg er sikker på, at de oplevelser jeg havde under min læretid udadtil har tricket meget af den angst og ængstelse jeg har båret rundt på fra min barndom. Det var som om at jeg ikke kunne være i “fred” nogle steder, forstået på den måde, at der var problemer hjemme og havde været det i mange år, jeg havde personlige problemer i forhold til min vægt og med sygdom, jeg havde haft problemer i folkeskolen og jeg havde nu også problemer på min læreplads. Jeg er helt 100 procent sikker på, at alt det har fået mig til at føle mig endnu mere uduelig, dum, fed, grim og ked af det, og at det hele var min egen skyld. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at jeg har kæmpet endnu hårdere for accept, anderkendelse og forståelse.

Misforstå mig endelig ikke, jeg prøver ikke at gøre mig bedre end jeg er. Jeg er fuldt ud godt klar over, at en del af det der er sket mig i mit liv er jeg helt og aldeles selv skyld i, jeg tænker da også på, om min læretid havde været anderledes, hvis ikke jeg var så “sart”… eller hvad vi nu skal kalde det. Men faktum er, at min læretid står stadig som et mareridt for mig og at jeg faktisk der fandt ud af, at jeg ikke egnede mig til at være lægesekretær… i hvert fald ikke på et sygehus. Det var en MEGET stor lettelse for mig, da jeg endelig slap der fra. Jeg fik et 3 måneders vikariat efter endt læretid på den selvsamme afdeling som jeg havde haft det værst med at være på. Og da jeg blev tilbudt en fast stilling på samme afdeling, sagde jeg nej tak. Det ville jeg i hvert fald ikke. Jeg villevæk. Jeg havde kun taget de 3 måneder for at få højeste dagpenge.

Jeg slap dog ikke lægesekretærfaget, for 6 måneder efter, i sommeren 1995, fik jeg arbejde i en lægepraksis. Godt nok kun som vikar, men jeg var stort set altid på arbejde i lange perioder. Jeg var der i lidt over 3 år og havde til sidst fået nok af at være vikar på løs basis og af syge mennesker. Det var 3 meget lærerige og i perioder ret hårde år, men jeg lærte rigtig meget om mit fag og om mig selv, og blev endnu engang klar over, at det var ikke lægesekretær jeg skulle være resten af mit liv. Heller ikke selvom jeg faktisk er god til mit fag på mange punkter. Men jeg fandt også ud af – uanset hvor dygtig jeg så end måtte være -  at jeg ikke kan holde til presset og stressen i lægesekretærfaget.

Pga. stor arbejdsløshed var det stort set umuligt at få arbejde på Bornholm den gang tilbage i 1998. Min økonomi hang i laser og jeg havde faktisk ikke råd til at bo i mit hus (som jeg havde haft siden januar 1995). Sommeren 1999 kunne jeg godt se hvor det bar hen, så jeg satte huset til salg, men det var svært at få solgt.
Jeg var ofte langt nede og vende sindsmæssigt, jeg havde en periode på 2-3 måneder vinteren 1998/1999 hvor jeg isolerede mig totalt, trøstespiste og bare lå på sofaen dagen lang. Jeg er i dag helt sikker på, at jeg havde en depression og ikke blot en vinterdepression, men igen, jeg blev ikke diagnosticeret eller kom i behandling.

1. juli 2002 – efter at være flyttet fra Bornholm til Fyn og taget en uddannelse på dagpenge – startede jeg arbejde på Odense Universitetshospital som lægesekretær. Det var som om jeg bare ikke kunne slippe for det fag, det var i hvert fald det eneste jeg kunne få job som, selvom jeg havde taget en IT-uddannelse. Jeg havde søgt så mange andre jobs, men det var KUN som lægesekretær jeg kunne bruges. Det var med blandede følelser at jeg fik jobbet og startede, og det viste sig da også meget hurtigt, at jeg slet ikke kunne magte det psykisk. Jeg havde SÅ svært ved at falde til og indordne mig, jeg blev kastet rundt i oplæring og mange funktioner og jeg var altid stresset pga. overarbejde og mange arbejdsopgaver. Intet følte jeg, at jeg kunne til bunds, alligevel blev det forventet at jeg kunne tingene. Samtidig havde jeg skyndt mig som død og helvede og fundet en lejlighed inde i Odense (boede hos min mor langt ude på landet), da jeg ellers ville have svært ved at møde tidligt på arbejde. Ikke at jeg ikke var glad for min lejlighed, men al min energi gik med at arbejde og holde til at arbejde. Min fritid var ret ensom, da jeg på det tidspunkt ikke havde så stor en omgangskreds i det fynske. Så det var kun et spørgsmål om hvornår det gik galt!