Jeg blev første gang diagnosticeret med en depression i marts 2003. Jeg havde længe haft det rigtig skidt – dvs. hukommelsesbesvær, ondt i maven, ondt hovedet, sov dårligt om natten, græd let, mistede hurtigt overblikket og kunne slet ikke geare ned selv i weekenderne. Jeg var nødt til at skrive dags dato ned på en lille lap når jeg mødte på arbejde for at kunne huske hvad dato det var. Jeg glemte telefonnumre, arbejdsopgaver osv.
Jeg var i gang med at blive oplært i noget nyt på arbejde, den 3. arbejdsfunktion på 8 måneder, det var lige mere end mit hoved kunne holde til. Den sidste uge før jeg brød sammen kan jeg stort set ikke huske noget af, men jeg kan huske da filmen knækkede. Og tror aldrig jeg glemmer det.
Jeg brød sammen på arbejde en tirsdag morgen jeg lige var mødt. Først mente mine kolleger ikke, at jeg ville have godt at at blive sygemeldt og “bare” gå der hjemme, men jeg kunne slet slet ikke holde ud af være på arbejde. Jeg ville bare væk derfra. Min læge havde ferie den uge jeg brød sammen, så det var først om mandagen jeg kom til læge, og han sygemeldte mig med stress i 14 dage. Men jeg fik det overhovedet ikke bedre i løbet af de 14 dage. Jeg græd som blev jeg pisket, sov elendigt, havde mareridt, ondt i maven og var bare så ked af det at det ikke kan beskrives. Da jeg kom til kontrol hos min læge efter de 14 dage, var han godt klar over, at den var helt gal og jeg fik diagnosen stressbetinget depression og fik Cipralex 10 mg. Jeg gik til samtaler hos min egen læge og det gik rigtig godt, selvom han ikke er direkte uddannet til at tage sig af depressioner. Men jeg fik faktisk meget ud af vores samtaler.
Hele sygeforløbet igennem var det meget mit arbejde det handlede om. Godt nok berørte jeg noget af det der lå og gemte sig på det personlige plan, men det var kun overfladisk jeg fik kradset i lakken. Der var ingen tvivl om, at det var mit arbejde der udløste min depression og det faktum at jeg er ikke særlig god til at håndtere stress. Så det var mit arbejde der fik opmærksomheden i min proces på vej tilbage til en normal hverdag.
Jeg var sygemeldt i alt i 3 måneder, så mente min chef det var på tide jeg kom tilbage. Jeg var selv meget usikker om hvorvidt jeg var klar, men jeg startede igen, da jeg følte mig presset til det. Det gik egentlig også meget godt, selvom jeg hurtigt blev meget stresset igen. Jeg var stadig på Cipralex, men følte i løbet af efteråret at jeg ikke var depressiv mere og ville godt af dem. Jeg trappede ud i løbet af januar 2004.
Der var meget uro på min arbejdsplads, især omkring mine arbejdsopgaver. Lige da jeg kom tilbage fra min sygemelding, søgte jeg et nyt job i afdelingen, nemlig en deltidsstilling som projektsekretær hvor jeg helt klart mente jeg ville få en masse udfordringer og få brugt min IT-uddannelse. Begge dele jeg i den grad havde brug for, for jeg var træt af mine arbejdsopgaver som lægesekretær. Jeg fik stillingen, men det blev slet slet ikke som jeg havde forestillet mig. Jeg skulle først starte i stillingen 1. september, så sommeren over knoklede jeg som en sindsyg i mine gamle arbejdsopgaver og jeg var SÅ stresset. Der blev overhovedet ikke fra ledelsesmæssig side taget hensyn til, at jeg kun lige var kommet tilbage efter en stressudløst depression og faktisk ikke var 100 % rask endnu.
Vi havde fået ny ledende sekretær 1. februar som jeg blev syg i marts, så jeg kendte hende ikke særlig godt. Men jeg må indrømme, at jeg kom hurtigt til at mærke hendes luner da jeg kom tilbage på arbejde. Hun var ret flink i starten da jeg var sygemeldt, men op til jeg skulle starte igen og især efter jeg var startet på arbejde, viste hun sit sande ansigt. Vi kunne overhovedet ikke sammen og det faktum, at vi ikke rigtig kunne sammen, fik meget betydning for resten af min tid på afdelingen.
Jeg skal gerne indrømme, at jeg følte mig ret chikaneret og mobbet af min leder. Hun kunne være ret ondskabsfuld når hun talte til en – i dag ved jeg, at det er fordi hun selv var meget usikker i sit job, men det hjalp ikke mig mens det stod på. Jeg følte mig i perioder meget forfulgt af hende og jeg havde det absolut ikke godt. Da jeg startede i projektstillingen 1. september 2003 gik det for alvor galt. Styregruppen havde aldrig prøvet at lave projekt før og jeg havde ingen jeg kunne gå til for at få “hjælp”, for der var ingen andre i DK der havde sådan en stilling som mig. Jeg var meget overladt til mig selv og måtte selv finde på arbejde osv. Jobbet som projektsekretær blev hurtigt til en stilling hvor jeg var bussemand, hvor jeg stod som en lus mellem styregruppen og projektgrupperne. I lange perioder havde jeg rent faktisk intet at lave som projektsekretær, hvilket var dybt frustrerende. Især når det var forventet at jeg leverede et stykke arbejde. Der var bare ikke noget at levere det af.
Samtidig med jeg var deltid i projektstillingen var jeg deltid almindelig lægesekretær. Og jeg blev flyttet rundt af min leder, både i arbejdsopgaver, men også fysiske arbejdspladser. Det var ret frustrerende. Men i stedet for at sige noget eller gøre, blev jeg sur, gal, agressiv, ked af det og dybt dybt frustreret. Jeg følte mig rodløs, dårligt behandlet, og meget meget frustreret og det gik ofte ud over enten min familie eller mine arbejdskolleger. Jeg brokkede mig altid og konstant. Jeg var slet ikke glad for mit arbejde og det var tydeligt at mærke på mig.
I maj 2004 fik jeg et mildt tilbagefald i min depression, da jeg var blevet flyttet fra mine arbejdskolleger og nu skulle sidde et helt nyt sted og lære nye mennesker at kende, samtidig med jeg nu var fuldtid i projektet og stadig ikke havde vildt meget at lave. Jeg kom igen på Cipralex. Jeg havde dog ingen sygedage, men haltede mig igennem sommeren og mit arbejde, og der var absolut ingen arbejdsglæde at spore. Heller ikke selvom min leder tidligere på året var blevet syg med stress og var sygemeldt med en stressudløs depression.
Da hun kom tilbage efter en meget kort sygemelding håbede jeg jo, at jeg ville møde mere forståelse, fordi hun nu selv havde været syg med akkurat det samme som mig, men der var absolut ingen nåde. Tværtimod hævdede hun sig endnu mere fordi hun var kommet hurtigt oven på og jeg ikke var, og jeg følte mig så alene i hele verden, lige indtil jeg fandt ud af, at hun opførte sig lige sådan overfor nogle vikarer i afdelingen, samt en kollega der nu havde sagt op pga. hun følte sig forfulgt af vores leder.
I oktober 2004 blev jeg flyttet til en ny midlertidig plads sammen med nye mennesker og jeg havde stadig intet at lave i projektet. Jeg var nødt til at krybe til korset overfor min leder og hendes stedfortræder, at jeg ikke havde noget at lave og fik nogle – i mine øjne – elendige arbejdsopgaver som fx at gennemgå alenlange tastelister og rette andres tastefejl. Og da der samtidig var ballade i projektet kørte det overhovedet ikke. Jeg var så frustreret og ked af det hele tiden. Jeg havde slet ikke lyst til at gå på arbejde. Jeg var stadig på Cipralex, men følte mig ikke videre depressiv. I december blev jeg igen flyttet til en ny plads og det varede ikke længe inden der var masser af ballade i luften.
Det viste sig, at jeg var ikke den eneste der følte sig meget dårlig behandlet af vores leder og lige før juleferien 2004 rullede lavinen omkring vores leder. Hun blev sygemeldt og der kom erhvervspsykolog på i januar måned og jeg skal love for der kom en MASSE ting op til overfladen. Jeg var dybt rystet, men alligevel glad for at jeg ikke var den eneste der følte hun havde været efter en. For jeg havde al den tid gået og troet at det var helt og alene min egen skyld. Noget af skylden har jeg nok, men ikke det hele. Selvom jeg var glad for alt det der kom frem, fik det alle de dårlige oplevelser til at blusse op inden i mig og alle frustrationerne kom op til overfladen. Jeg havde meget svært ved at tackle det og fik det faktisk rigtig skidt. Men jeg var ikke ærlig overfor mig selv og valgte at skjule for omverdenen hvor skidt jeg egentlig havde det.
Så selvom jeg faktisk ikke havde det særlig godt valgte jeg - trods min læge frarådede mig det – at trappe ud af Cipralex i marts 2005. Det skulle jeg aldrig have gjort ! Det er den største fejltagelse jeg har gjort i mit liv til dato!
Nye kommentarer