Alt i mens kampen på mit arbejde forgik, lurede der en helt anden kamp i kulisserne. For mens jeg kæmpede med at overleve på arbejde, var jeg 23. september 2004 startet på at tabe mig med WeightWatchers. Jeg var sommeren 2004 efterhånden noget op på en imponerende kampvægt, nemlig omkring 125 kg til mine 166 cm og led meget under min overvægt.Efter en kollega havde tabt sig 12 kg på WeightWatchers, blev jeg mere eller mindre presset til i hvert fald at prøve det. Så jeg besluttede mig for at starte i september og det viste sig hurtigt at blive en kæmpe succes for mig. Kiloene raslede af mig og da jeg nåede 23. december havde jeg tabt 15 kg. Men selvom det var en kæmpe succes på et personlige plan, begyndte jeg efterhånden at blive kvalt i min selvskabte succes…. jeg fik nemlig ikke psyken med.
Set i bakspejlet viste de første symptomer på ,at jeg ikke havde det særlig godt sig allerede i januar og februar 2005, men jeg fortsatte med at overbevise mig selv om, at jeg havde det rigtig godt, jeg tabte mig jo. Faktisk lykkedes det mig i marts måned at manipulere min praktiserende læge, og selvom han egentlig frarådede mig at trappe ud allerede, valgte jeg selv at trappe ud af Cipralex.
Det er den værste beslutning jeg nogensinde har taget, for allerede i starten af april burde jeg selv kunne have indset der var noget helt galt i min adfærd. Men faktisk lykkedes det mig – ufatteligt nok – at skjule det overfor min læge, hvor jeg fortsat gik til kontrol, mit arbejde, mine venner og min familie. Ingen havde nogen mistanke, og hvis de havde, så sagde de intet.
Jeg var på det tidspunkt meget aktiv på Jubii-debatten og havde været det igennem hele mit vægttab, men der i løbet af april blev mine indlæg mere og mere præget af nedtrykthed og faktisk direkte tegn på, at jeg var på vej ned med flaget. Jeg var pludselig så meget i tvivl om hvem jeg selv var, jeg kunne slet ikke forholde mig til det at jeg havde tabt mig, jeg følte virkelig at jeg havde mistet mig selv og til sidst anede jeg rent faktisk ikke hvem jeg selv var.
Trods et flot vægttab – næsten 20 kg – var selvværdet helt og aldeles i bund. Jeg var SÅ usikker på mig selv, bange for at gøre noget forkert over for andre mennesker, at folk skulle tillægge mig motiver jeg ikke havde. Jeg havde svært ved at finde ud af spillereglerne i livet, at nu var jeg pludselig en trussel for de andre kvinder, og mændende så anderledes på mig. Mig, som havde været “intetkøn” og “bare Heidi” i så mange år. Jeg var totalt og aldeles snotforvirret og det grænsede efterhånden til total paranoia. Jeg følte mig så forkert i min egen krop og jeg følte mig ufatteligt ensom og alene.
Faktisk husker jeg ikke ret meget fra april og maj måned hverken fra privatlivet eller rent arbejdsmæssigt, kun at jeg overhovedet ikke var i stand til at lave ret meget og at jeg virkelig prøvede på at skjule det for alle, at jeg oftere og oftere græd som pisket når jeg kom hjem fra arbejde. Jeg sov dårligere og dårligere om natten, den sidste måneds tid havde jeg mere eller mindre konstant ondt i maven og kvalme.
Blind som jeg var, troede jeg at løsningen var at komme væk fra mit arbejde, som jeg rent faktisk hadede som pesten og jeg forsøgte desperat at søge væk fra afdelingen. Jeg søgte flere jobs andet steds i huset og var også til flere samtaler, bl.a. var jeg til 3 samtaler på 3 forskellige stillinger på samme afdelingen fra marts til sidst i maj. Og alle 3 gange fik jeg afslag, det sidste afslag var en af de sidste berømte dråber i mit allerede fyldte bæger.
Jeg kan huske, at jeg fik besked over telefonen på arbejde, at jeg ikke havde fået stillingen, til trods for, at jeg for anden gang var blevet opfordret af afdelingen til at søge. Det føltes virkelig som det største nederlag og jeg kan huske, at jeg følte mig totalt til grin og virkelig holdt for nar.
Det sidste jeg husker er, at jeg nærmest måtte kæmpe for ikke at bryde sammen foran min arbejdskollega som jeg delte kontor med, og at jeg ringede til min læge for at få en tid hurtigst som muligt. Der var jeg klar over, at noget var rivende galt med mig. Jeg kan også huske, at jeg blev spurgt af lægesekretæren i telefonen hvad det drejede sig om, og at jeg fik sagt, at jeg troede jeg havde fået en depression igen. Det hørte min kollega, for hun spurgte bagefter. Det var torsdag d. 26. maj 2005… mere husker jeg ikke fra mit arbejde. Hvordan jeg kom igennem fredagen kan jeg den dag i dag ikke huske.
Søndag d. 29. maj sad jeg i mors have og sagde jeg højt, at jeg kan ikke mit arbejde mere, jeg kan ingenting mere. Alt var bare kaos indeni mig. Der indså jeg endelig, at noget var helt galt, der var kolapset endeligt. Dagen efter, mandag d. 30. maj, sendte jeg en mail til mit arbejde og sygemeldte mig, og jeg kom aldrig nogensinde tilbage.
Få dage efter sad jeg i venteværelset hos min læge sammen med min daværende veninde, der havde været så sød at tage med mig og støtte mig. Og så snart jeg kom ind til min læge brød jeg fuldstændig sammen. Aldrig har jeg følt mig så ydmyg og flov, der sad jeg en lille måned efter min sidste kontrol hos ham og måtte indrømme, at jeg havde narret ham. At jeg slet ikke var rask, at det hele var fuldstændig ad helvede til.
Jeg kom med det samme på Cipralex igen, og ved den efterfølgende tid hos ham en uge efter, lagde jeg ALLE kortene på bordet. Alt hvad der rørte sig i mig, alt fra min barndom, mit arbejde, at jeg ikke anede hvem jeg selv var, at jeg var forvirret, og at alt bare var kaos kaos kaos…
Nye kommentarer