Egentlig ville min læge have haft mig til psykolog med det samme, da han hurtigt indså, at han som praktiserende læge ikke var i stand til at give mig den hjælp jeg havde brug for. Men jeg kunne slet ikke overskue at skulle betale mange penge for psykolog, så da jeg havde fået en psykiater anbefalet af bl.a min allerbedste ven, blev vi enige om, at jeg skulle forsøge det. Min læge kendte ham ikke, men da jeg havde fået to anbefalinger, ville han godt gå med til at henvise mig. Desuden var der kort ventetid.Det er igen en af de værste beslutninger jeg nogensinde har taget, for den psykiater var slet ikke i stand til at hjælpe mig på den måde jeg havde brug for. Tværtimod følte jeg efterhånden, at jeg blev mere og mere fastholdt i min sygdom og at det kun drejede sig om at jeg skulle tage min medicin. Når jeg fik tilbagefald i min depression, satte han bare dosis op af Cipralex. Mine besøg var rent spild af tid, jeg var inde i 20-30 minutter og ofte brugte han tiden på at snakke om sig selv! Jeg fik slet ikke bearbejdet noget overhovedet når jeg var hos ham og jeg var ofte mere frustreret når jeg gik derfra end når jeg kom.
Trods protester overfor min praktiserende læge, som jeg stadig så regelmæssigt da han styrede min medicin, fortsatte jeg med at gå hos psykiater i 1½ år inden jeg havde fået så meget for meget, at jeg satte hælen i og sagde stop.
Jeg husker ikke meget fra perioden fra jeg sygemeldte mig der sidst i maj 2005 og til hen på efteråret. Jeg var på en ti-dages ferie, bl.a. på Bornholm, da jeg mente, at jeg måske kunne få sat nogle ting på plads i forhold til min barndom. Desuden havde jeg ikke sat mine ben på øen i de 5 år der var gået siden jeg flyttede, så det var på tide jeg fik set nogle dæmoner i øjnene. Ferien gik dog ikke som forventet, men jeg fik da sat lidt på plads i mit indre og ferien var et dejligt afbræk fra sygdommen, problemerne osv.
Sommeren og efteråret igennem var jeg til flere omsorgssamtaler på mit arbejde samt til samtale på kommunen, alt sammen med arbejdsfastholdelse som hovedformål. Inderst inde ønskede jeg ikke at vende tilbage, men jeg turde simpelthen ikke sige det højt. Heller ikke til mine nærmeste. Det var først da mit arbejde hen starten af oktober begyndte tale om, at de var nødt til at stille mig et ultimatum. Enten kom jeg tilbage til det job de kunne tilbyde mig i afdelingen senest 1. december, eller også ville de fyre mig. Afdelingen kunne ikke mere holde til at undvære en sekretær. De vidste så også godt, at jeg ikke ville kunne holde til at vende tilbage, så det var deres måde at give mig chancen for at lade mig fyre og ikke selv sige op. Det var deres måde at give mig chancen for at komme videre på uden at komme i klemme i det offentlige system.
Først med det ultimatum turde jeg give slip og sige højt, at jeg ikke ville tilbage. Først der var jeg 100% ærlig overfor mine omgivelser og mig selv. Jeg kan slet slet ikke beskrive hvilken lettelse det var, at få det ud, sige det højt og så finde ud af, at jeg var altså ikke den fiasko jeg troede jeg ville være ved at give op. Samtidig gav jeg også endelig slip på det at tabe mig. Jeg havde – trods depressionen – fået kæmpet mig til at vægttab på 33 kg på et år (fra 23. september 2004 til 23. september 2005) og jeg orkede bare slankekur ikke mere. Jeg endte så desværre ud i den anden grøft, trøstespiste i et væk og på 3 måneder tog jeg 15 kg på, og det selvom jeg var begyndt at træne i fitnesscenter i starten af september.
Jeg fik min fyreseddel på min fødselsdag d. 21. december 2005. Faktisk var jeg dengang dybt ked af at få den den dag, men senere indså jeg, at det faktisk var den bedste fødselsdagsgave jeg overhovedet kunne få. Nu fik jeg for alvor en chance for at komme videre og starte forfra. 4. måneders opsigelse og 1. maj 2006 ville jeg for evigt være væk fra min arbejdsplads. Da jeg fik min fyreseddel var jeg overbevist om, at tingene nok skulle lykkes og at der var hjælp at få…. men jeg blev klogere!
Da kommunen fandt ud af, at jeg ikke kunne arbejdsfastholdes, skulle jeg skifte socialrådgiver. Hvor jeg før blev holdt i ret kort snor og var til flere samtaler, fik jeg nu kun et brev fra den nye socialrådgiver. Det var alt hvad jeg hørte i min opsigelsesperiode. Ingen samtaler, ingenting. Og når man forsøgte at ringe for at tale med hende, var hun aldrig til at træffe.
På HK var der heller ingen hjælp at hente, jeg henvendte mig flere gange til faglig afdeling, men heller ingen videre interesse der. Jeg kunne da komme forbi med min fyreseddel når jeg fik den, hvis jeg var i tvivl om den var berettiget. Det var den jo, for der havde været den obligatoriske høringsfase, alt var blevet overholdt fra min arbejdsgiver. Men stadig ingen interesse fra HK til at hjælpe. Og jeg var for syg til at protestere og orkede ikke at kæmpe overhovedet.
Så da vi nåede 1. maj 2006 stod jeg med valget mellem pest og kolera, skulle jeg melde mig ledig eller fortsætte på sygedagpenge. Valget var mit, det jeg havde fået at vide fra både kommunen og HK de gange jeg havde henvendt mig for at få noget rådgivning, så jeg endte med at vælge pest og raskmelde mig.
Set i bakspejlet er det endnu en af de dummeste beslutninger jeg har taget, jeg var overhovedet ikke rask til det der ventede mig som ledig!
Nye kommentarer