Livet som arbejdsløs og stadig syg var absolut ikke sjov. Jeg blev ikke underlagt AF, men en anden aktør og jeg skal love for, at jeg fik min sag for. Dagpengereglerne havde ændret sig rigtig meget på de små 4 år jeg havde været i arbejde og nu skulle jeg pludselig både det ene og det andet. Men det lykkedes mig i de 8 måneder jeg var underlagt anden aktør at undgå at blive sendt ud i mærkelig jobpraktik osv., mest fordi jeg var stædig og selv ville bestemme over min fremtid.
Først på sommeren begyndte jeg at spekulere over at tage en ny erhvervsuddannelse, og da bøger i mange år har været min store interesse, begyndte jeg at blive lidt varm på ideen om at komme i lære som boghandler. Desvære viste det sig, da jeg undersøgte det på Tietgenskolen, at min handelsskoleeksamen fra 1992 var forældet og inden jeg fik set mig om var jeg nødt til at tage en ny. Valget faldt så på den 1-årige HG-V og det var rent held i uheld, at der var optaget på de hold der startede i august, for det blev den økonomiske redning.
Jeg blev af en veninde blevet rådet til at tage kontakt til en erhvervsvejleder på AF og fik midt i oktober en samtale. Den ændrede mit liv! Jeg kunne få mit år på skolebænken som aktivering på dagpenge, simpelthen fordi jeg var at betragte som ufaglært når nu jeg ikke kunne vende tilbage til min gamle erhverv. Samtidig fik jeg at vide, at jeg burde have været på revalidering og at både kommunen og HK havde virkelig ikke behandlet mig særlig pænt. Jeg havde da virkelig sejlet i min egen sø. Der fik jeg endelig ord for, at det ikke var mig der var forkert på den, det var virkelig en dårlig behandling jeg havde fået af både kommunen og min egen fagforening. Men jeg kunne jo ikke gøre noget nu, så det gjalt nu om at se fremad, og i december 2006 fik jeg endelig min jobplan der sagde, at jeg kunne starte i aktivering på dagpenge på HG-V d. 22. januar 2007.
Det holdt hårdt at få anden aktør end AF til at forstå, at jeg skulle noget andet end i al mulig mærkelig praktik og at jeg ikke kunne bruge min gamle uddannelse som lægesekretær. Det var også svært at få konsulenten til at forstå, at jeg havde taget ansvar for mit eget liv, at jeg skulle i skole osv., og det sled hårdt på mig, at jeg altid skulle stå skoleret når jeg var til møde. Men jeg stod fast og var stædig, for jeg ville bare ikke være kastebold i systemet mere. Nu havde jeg – trods depressioner – selv gjort alt benarbejdet selv, så ville jeg dælme også have en ny handelssskoleeksamen.
Jeg fik et ret stort tilbagefald i min depression i november og blev sat op i Cipralex endnu engang af min psykiater, men nu var dosis så høj, at jeg fik nogle virkelig slemme bivirkninger. Det endte med, at jeg blev trappet hurtigt ud og i december startede jeg på Efexor depot i stedet for. Hvis jeg havde bivirkninger før, var det intet i mod hvad jeg fik nu.
Jeg var så træt af min psykiater og at jeg stadig ikke havde gjort synderlige fremskridt på de snart 1½ år jeg havde gået der. Jeg fik stadig tilbagefald i min depression, jeg var i perioder meget angstramt og jeg var i det hele taget bare træt af, at jeg overhovedet ikke rykkede mig rent mentalt. Så jeg tog konsekvensen, satte min praktiserende læge stolen for døren og sagde, at jeg ikke ville mere. Jeg ville godt forsøge den psykolog han anbefalde, også selvom det ville komme til at koste mig en hulans masse penge. I starten af januar 2007 meddelte jeg min psykiater, at jeg ikke kom mere, nu ville jeg prøve psykologbehandling i stedet sammen med medicinsk behandling.
Min behandling med Efexor blev et mareridt. Alt i mens jeg kæmpede med at være startet i skole – noget jeg med tiden blev rigtig glad for – fik jeg stadig større problemer med helbredet. Jeg led meget af ekstrem svimmelhed, kvalme, hovedpine og synsforstyrrelser og slutningen af marts fandt min praktiserende læge ud af, at jeg havde massivt forhøjet blodtryk. Og efter yderligere undersøgelser fandt han frem til, at det var Efexor der var skyld i det. Jeg blev trappet ud på en uge, og jeg har ikke været på antidepressiv medicin siden.
Den beslutning og beslutningen om at starte til psykolog er nogle af de bedste beslutninger jeg har taget i nyere tid. D. 27. april 2007 – næsten to år efter jeg blev syg og sygemeldt fra mit arbejde – havde jeg min første samtale hos psykologen og mit liv har ikke været det samme siden!
Nye kommentarer