23. september 2004 var skæbnedag for mig! Det var nemlig den dag jeg første gang mødte op hos WeightWatchers.
En tidligere arbejdskollega havde hele sommeren punket mig vildt for at få mig til at starte på WW og jeg kunne ikke helt bestemme mig for om jeg skulle gøre det eller ej. Men da jeg så billeder af mig selv taget til en grillaften (bl.a det ved siden af), nåede jeg frem til at noget skulle der gøres. Jeg besluttede at d. 23. september skulle jeg starte, og den dato havde lå fast i en 3 ugers tid.
Jeg var rystende nervøs da jeg mødte op hos Weightwatchers i Odense, for jeg anede vitterligt ikke hvad det var jeg gik ind til. Men jeg blev og hørte på, at de faste medlemmer fik undervisning og bagefter var det os nye – vi var 3 – der blev introduceret til programmet og så kunne vi melde os ind.
Nu var jeg jo mødt op og jeg havde jo bestemt mig for at give det en chance, så jeg meldte mig ind…. og så kom turen til at stå på vægten. Det var virkelig med bævrende ben jeg steg op…. og så fik jeg dommen. 128,5 kg med tøj på !!
Jeg var dybt rystet i min grundvold. Altså godt nok vidste jeg, at jeg vejede omkring 125 kg, men at jeg alligevel var så lidt fra at veje 137,5 kg rystede mig en hel del. Så jeg besluttede lige på stedet, at jeg var nødt til at give det her en reel chance og se, om det kunne virke på mig.
Den første uge var meget meget MEGET svær at komme igennem, men belønningen viste sig jo da jeg kom til vejning. Jeg havde på den første uge tabt 2,1 kg, og da der var gået 4 uger havde jeg tabt 6,7 kg. Jeg nåede mit 10%-mål d. 9. december, det var efter 11 uger. Jeg var overbevist efter min anden vejning. Det virkede!
Vægtmæssigt gik det for første gang i mit liv godt, jeg tabte mig i et rasende tempo. Det var en kæmpe succes og jeg nød at det faldt mig nemt at tælle points. Jeg havde ingen problemer med at holde mig fra alt det usunde, faktisk gik det så godt at jeg blev helt fanatisk, hvilket senere skulle vise sig at være en af de ting jeg knækkede halsen på.
I januar 2005 startede en af mine bedste veninder også på WW og vi begyndte at følges ad til vejning, først hver uge, senere hver 14. dag. Men vi var ikke kommet mange uger ind i 2005, før jeg begyndte at få store problemer.
Min psyke haltede gevaldigt bagefter! Jeg fik sværere og sværere ved at håndtere mit vægttab og alt hvad der fulgte med af nye krav, andre spilleregler osv. Og da der samtidig kom store problemer på mit arbejde, begyndte de personlige ting fra fortiden at melde sig. Jeg kunne pludselig ikke finde ud af at tackle verden og dens krav som fedtet raslede af mig og jeg fik en kæmpe identitetskrise (se Personlig krise).
Selvom jeg blev syg med en depression og holdt pause fra WW og vejningen i et par måneder, lykkedes det mig alligevel at finde tilbage til sporet med at tabe mig, og den 22. september 2005 – et år efter jeg havde meldt mig ind – rundede jeg et vægttab på 33 kg på WW.
Jeg var pavestolt til vejning. Jeg havde tabt 33 kg på et år. Det var ½ år hurtigere end jeg havde prøvet med mit første vægttab, så jeg var helt rundt på gulvet. Jeg var godt nok stadig overvægtig og meget af min overvægt sad stadig på maven, men jeg var ikke fed længere. Det er den mest fantastiske følelse jeg har haft i mit liv. Og da jeg var lige startet til træning i et fitnesscenter – hvilket også var en personlig sejr – kunne jeg pludselig klare hele verden.
Men der gik ikke ret længe, så knækkede filmen. Jeg var simpelthen mæt og træt. Mæt og træt af at tælle points, mæt og træt af at veje min mad, mæt og træt af at være fanatisk. Jeg orkede simpelthen ikke mere. Da jeg så samtidig fik et tilbagefald i min depression, gik det helt galt. Alt hvad jeg havde været fanatisk omkring og ikke spist under min tur på WW, det måtte jeg bare have. Med det resultat, at jeg ikke har kunne komme tilbage på sporet siden…. og det har ikke været uden omkostninger!
Selvom jeg i dag har taget alle 33 kg på igen (se Den evige kamp), så fortryder jeg overhovedet ikke det år jeg var på WW. Heller ikke selvom jeg kom ud i en kæmpe identitetskrise. Der er ingen der ved om det er mit vægttab der er skyld i det, om det er en medvirkende årsag eller om krisen var kommet alligevel på et tidspunkt. Det jeg har lært det år kan ingen tage fra mig…. og jeg har ikke mindst lært, at jeg godt kan tabe mig.
Nye kommentarer