Der er en del der har spurgt mig; “Hvordan kan du tage 33 kg på på et år… og ærgrer du dig ikke?”
Det er faktisk ikke så svært at tage 33 kg på, de første 15 kg røg på på 4 måneder, og det er slet ikke svært når man som mig var inde i en kæmpe krise. Efter jeg havde tabt mig på WW og bare var mentalt træt af at tælle points etc., gik det meget stærkt. Og det gik især stærkt fordi jeg overhovedet ikke havde lært at få alt med på det psykiske plan. Godt nok virkede WW-programmet efter hensigten på vægten, men jeg fik slet slet ikke bearbejdet de maddæmoner der har fulgt mig siden jeg var 10-12 år. Og når man ikke har lært at ikke at trøstespise og ikke lært hvad man skal sætte i stedet for når man som mig spiser med følelserne og tildels også overspiser, går det meget meget nemt galt.
Jeg fik et kæmpe tilbagefald i min depression og hele historien omkring mit arbejde, opsigelse/fyringen etc. gik mig så meget på. Jeg var i en lang periode dybt depressiv, fik extra medicin og jeg faldt tilbage i alle de gamle dumme vaner. Trøstespisning og overspisning blev igen min ven.
Jeg forsøgte at hive i bremsen mange gange og begynde at tabe mig igen, men det ene forsøg efter det andet druknede i diverse dårlige undskyldninger, tilbagefald i depressionen og især i mentale problemer og jeg blev mere og mere opgivende, og til sidst har jeg på et eller andet plan valgt at lade stå til og nok være ligeglad hvad jeg proppede i hovedet. Det dulmede jo at proppe sig med slik, chokolade og junk når følelserne havde det skidt.
Til spørgsmålet om jeg ærgrer mig, så både og. Jeg er da ærgelig over, at jeg har taget alle de kilo på, men når jeg tænker på hvad jeg har været igennem siden september 2005, så er jeg ikke overrasket over, at jeg har taget på. Jeg bebrejder ingen at jeg har taget på, heller ikke mig selv. Det har jeg gjort så rigeligt, og det fører absolut intet med sig, ikke andet end mere dårlig samvittighed og at man gror endnu mere fast i de dårlige vaner. Så jeg taber mig ikke mere og hurtigere af at bebrejde mig selv, at jeg har taget på… men en gang i mellem – når jeg ser på alt det skønne tøj jeg har hængene i skabet jeg ikke kan passe – så kan jeg godt ærgre mig en hel del.
Spørgsmålet er, hvor meget man skal gøre på en gang, altså både prøve at få styr på det kaos der er i ens indre og så samtidig tage sig af sit ydre. Nogle kloge siger, at det ene giver lyst til det andet…. det har jeg slet ikke bemærket. Eller jo, det har jeg måske nok, JEG kan bare ikke få det til at fungere. Jeg er stadig rigtig god til at sabotere mig selv og mine forsøg, enten det indre eller det ydre.
Men jeg har ikke givet op endnu. Jeg er stadig af den overbevisning, at jeg godt kan tabe mig OG få psyken med. Ok… jeg taber nok ikke 33 kg på et år, men det gør mig heller ikke så meget. Det vigtigste er, at det foregår på en stille og rolig måde, hvor jeg alligevel føler jeg har kontrol uden at blive fanatisk. For det er når jeg bliver fanatisk det bliver farligt og jeg glemmer fokus på det psykiske. Jeg har heller ingen intensioner om, at jeg skal være tynd-tynd eller ned og veje på hvad de lærde siger er min idealvægt. Kan jeg bare tabe de 33 kg jeg har taget på OG lære at holde vægten, så er jeg mere end ovenud tilfreds.
Det handler ikke så meget om hvad du vejer, men om du har det godt der hvor du er nu på vægtskalaen.
Lige nu er det vigtigste for mig, at få det godt psykisk og få styr på mine indre dæmoner. Så kommer vægten i anden række. Faktisk er jeg overbevist om, at jeg bedre jeg får det med mig selv psykisk des mere motiveret vil jeg være for at tabe mig. Jeg er helt sikker på, at det kommer helt naturligt på et tidspunkt i mit forløb.
Nye kommentarer