Jeg har altid været ret grøntsags-kræsen, faktisk spiser jeg ikke ret gerne kogte grøntsager, lige med undtagelse af enkelte ting som fx ærter, majs, grønne bønner, porrer. Selv kål går jeg langt uden om i kogt tilstand… med mindre det er stuvet hvidkål eller spidskål. Der er ikke noget der kan gøre mig mere ked af det end kogte gulerødder, blomkål, rosenkål og broccoli.
Til gengæld har jeg som voksen-voksen fået en stor forkærlighed for ovnbagte grøntsager og jeg elsker efterår og vinter når de gode grove grøntsager er fremme. Bare tanken om (og duften af) porrer, selleri, pastinak og persillerod får mine tænder til at løbe i vand (minder om gule ærter som jeg bare elsker) og jeg elsker elsker elsker de grøntsager ovnbagte.
I dag tog jeg så forskud på efterår og vinter-maden, jeg lavede simpelthen grøntsagsfad i ovnen. Jeg har en grundopskrift jeg altid har brugt, bestående af løg, kartofler og rød peber, hvidløg, timian, olivenolie, lidt salt og grøntsagsbouillon. Og så har jeg ellers kastet hvad jeg nu lige havde af grøntsager hjemme i fadet. Jeg tror aldrig jeg har lavet den samme version 2 gange, for variationsmulighederne er uendelige!
Men da jeg jo ikke spiser ret mange kartofler på min kostomlægning, har jeg (i vinters) fundet ud af at søde kartofler har et noget lavere GI og smager fantastisk sammen med de andre grøntsager.
Så i dag så grøntsagsfadet ud som følger (og igen, jeg laver mad på slump, her er mad til mig i to dage)
1 squash, ikke alt for stor og grov
1 stor sød kartoffel
1 pæn stor porre (undlod så løg)
1 persillerod
1 stor rød peberfrugt
4 små øko-gulerødder
2 fed hvidløg
Godt med timian
Lidt god olivenolie
Groft salt
En smule grøntsagsbouillon til at komme i bunden af fadet mens det var i ovnen (for at spare på olien)
Alle grøntsager blev skrællet, skyllet osv. og skåret i passende grove stykker (kan skæres i strimler hvis det passer bedre), vendt i presset hvidløg, olie, salt og timian i et ildfast fad.
Fadet blev sat i en 180 grader varm varmluftsovn (200 grader i alm. ovn) i ca. 60 minutter (der var så stadig bid i gulerødder og persillerod, prøv dig frem i med din egen ovn. Det hele kommer an på hvor store stykker grøntsagerne er i). Undervejs blev der hældt en smule grøntsagsbouillon ved og grøntsagerne blev vendt ca. 3-4 gange i løbet af den time.
Ikke nok med det er uhyggeligt nemt og hurtigt at lave, der breder sig hurtigt en fantastisk duft i hele jordhulen og det kan spises til alt muligt forskelligt kød. I dag spiste jeg et lille stegt kyllingebryst til, kun krydret med salt og peber, andre gange har jeg spist hakkebøf, kylling i cola, ja selv laksefilet eller en rød oksebøf har jeg spist til grøntsagtfad.
Som sagt, det er madlavning med masser af variationsmuligheder ![]()


Nye kommentarer